3.000 danske fiskekuttere
I Danmark er der ca. 3.000 indregistrerede fiskefartøjer, eller fiskekuttere som de normalt kaldes. De er for det meste små arbejdspladser med en til fire fiskere ombord. Halvdelen af kutterne har dog kun en mand ombord, nemlig fiskeskipperen selv.
Udover kutterne er der i Danmark godt 1.000 joller, hvorfra der også fanges fisk. Udviklingen inden for fiskefartøjer her i landet ser ikke lovende ud. Moderniseringen af kutterne halter bagefter, set i forhold til hvad der sker i udlandet.
Der bliver godt nok bygget større og mere moderne fiskefartøjer i Danmark, men det er ganske få sammenlignet med vores konkurrerende nationer (f.eks. Island og Norge).
Moderniseringen af dansk fiskeri
Der er sket store forandringer inden for fiskeriet i løbet af de sidste hundrede år. Det moderne fiskeri bygger på de samme principper, som man brugte førhen, men alt er blevet mere moderne, teknologisk og effektiviseret.
Fartøjerne har f.eks. fået motor (hvilket faktisk skete allerede omkring 1910), og de er tilmed blevet stærkere og mere sødygtige.
Brugen af vod og trawl samt anvendelse af elektroniske hjælpemidler til f.eks. navigation har bestemt også haft indflydelse på effektiviseringen af dansk fiskeri. |