LEVESTEDER OG LEVEVIS
Hornfisken er en stimefisk, der kan findes i de fleste europæiske farvande. Den har en lidt speciel levevis, hvor den i vintermånederne holder til på dybt vand i Atlanterhavet, men i forårs- og sommermånederne søger ind på lavt vand for at gyde og æde. Det er i denne periode, hvor hornfisken fanges i de danske farvande. Den følger på den måde i store træk makrellens bevægelsesmønster.
Hornfisken gydes på lavt vand og lever det første stykke tid langs kysten. Her holder de voksne fisk også til efter gydningen, hvor de spiser sig fede til vinteren i småsild, tobis og små skaldyr. Den bruger sin synssans til at fange byttet, så den jager i dagtimerne. Derfor er den også et yndet mål for lystfiskere.
KENDETEGN
Hornfisken er en særpræget og smuk fisk. Den er en lang, smal og skinnende fisk med forlængede kæber, der mere minder om et næb end en mund. Normalt bliver den maksimalt 70 centimeter lang og vejer omkring et kilo. Ryggen er blågrøn, mens resten af kroppen er sølvhvid.
Udover dens specielle form udmærker hornfisken sig også ved at have ben, der bliver grønne ved tilberedning. Det skyldes helt ufarligt farvestoffet biliverdin, der naturligt dannes, når hæmoglobin nedbrydes.
Her fanges fisken
Sæson
GASTRONOMISK
Hvilken hornfisk, du skal gå efter, afhænger af, hvornår du vil have hornfisk. I april-juni gyder de store fisk, hvorfor de små fisk er bedst. I august og september er de store fisk igen fede og dermed bedst i både smag og konsistens.
Smagen er lidt mere tør end makrellens, men den er god både dampet, stegt, grillet og røget. En ulempe med hornfisken er dens mange ben, som kan virke afskrækkende, men som grundet den grønne farve er lette at få øje på.
SUNDHED
Hornfisken er en mellemfed fisk med et højt indhold af omega-3-fedtsyrer samt et højt indhold af jord, selen og D-vitamin.
MADHISTORIE
Hornfisken har altid været spist herhjemme, for på stenalderens køkkenmøddinger findes hornfiskens knogler. På Læsø især har det været en eftertragtet fisk - faktisk den vigtigste i forårsmånederne i 1700-tallet fiskeri. Man fangede så mange, at folk fra Hornbæk sejlede til Læsø, købte hornfiskene og sejlede dem til Helsingør og København. Eksempelvis blev der i 1885 fanger over 30.000 snes hornfisk på Læsø. Senere brugte man i Øresund bundgarn, og dermed kunne man lettere og ikke mindst billigere forsyne hovedstaden med hornfisk.
Nu lyder det som om, at hornfisken altid har været eftertragtet her i landet, men i 1400-tallet blev danskerne advaret mod at spise hornfisk. Dengang blev den betragtet som svært fordøjelig, og som en fisk især syge mennesker skulle holde sig fra. Dens grønne ben gjorde også, at folk skyede den lange fisk. På Røsnæs mente man i stedet, at den skulle pløjes ned i jorden. Det gav nemlig nogle gode kartofler.
Hornfisken er ret mager om foråret, og historisk blev netop en del af forårsfangsten tørret. De tørrede stykker hornfisk blev skåret i tynde skriver og spist med kartofler og løgsovs eller dyppet i sur (syrnet) fløde på Læsø.
Siden 1980 har der i Kramnitze på Lolland været afholdt Hornfisk-festival i juli.