LEVESTEDER OG LEVEVIS
De dybe egne af Atlanterhavet er langens foretrukne levesteder, hvor den spreder sig fra Svalbard og Island, stikker ind i det nordlige Skagerak, vest om de britiske øer og ned i Biscayen.
Som yngel foretrækker langen at leve relativt tæt på kysten og frit i vandet, men som den vokser, knytter den sig stadig tættere til bunden og søger ud på dybere vand. Som “voksen” lever den på mellem 100 og 600 meters dybde og foretrækker hård bund. Derfor finder man den ofte omkring vrag i Danmark, hvor den primært har været fisket ved Vesterhavet og i de dybere dele af Kattegat.
Lange betegnes ofte som en grådig fisk, der gerne kaster sig over bytte større end den selv. Den går mest efter andre fisk - endda nogle gange sine artsfæller fra torskefamilien - men den tager også gerne en blæksprutte eller et krebsdyr.
KENDETEGN
Langen ligner en blanding af en torsk og en ål med sin lange krop med uafbrudte finner samt et fladt hoved med et langt fipskæg. Munden har overbid med snude, der rækker endnu længere ud. Langen har også en karakteristisk lys sidestribe, der slår en bue over brystfinnen inden den løber i lige linje ud til halefinnen.
Ryggen på langen er brun med et rødt, grønt eller gult skær, mens bugen er gråhvid eller hvid. Langen bliver sjældent over 160 centimeter lang med en vægt på 35 kilogram, hvilket stadig gør den til en af torskefamiliens største medlemmer.
Her fanges fisken
Sæson
GASTRONOMISK
Langen har magert, fast kød, der kan tilberedes på mange forskellige måder. Den kan bruges som torsk i de fleste retter, og kan også bruges til de mere traditionelle tilberedninger, som klipfisk og tørfisk.
I Sverige bliver langen netop tilberedt på traditionel facon, som lutfisk. Her flækkes fisken, rygbenene fjernes og fisken ‘korsfæstes’ på pinde, den konserveres med lud og udblødes senere grundigt inden servering. I Sverige er det en klassisk del af julebordet.
SUNDHED
Med 0,2 gram fedt pr. 100 gram hører langen til kategorien af magre fisk. Til gengæld har den et højt indhold af selen.
MADHISTORIE
Naturhistorisk Museum vurderer i deres Fiskeatlas, at vi nok har fisket efter lange siden Middelalderen her hos os. Der er dog først nogle århundreder senere, at vi har mere faste beskrivelser af et langefiskeri. De beskrivelser er fra Sverige, hvilket ikke er helt overraskende med de nulevende svenske traditioner for at servere lange som lutfisk til jul in mente.
I Fiskeatlas beskrives det, at der omkring år 1840 sejlede adskillige større dæksbåde ud fra talrige mindre fiskerlejer i Bohuslän på den svenske vestkyst. Dæksbådene havde sejl og med besætninger på 8-14 mand. Bådene kunne være til søs op til to uger af gangen, hvilket i Danmark var usædvanligt på den tid. Fangsterne var især af lange og torsk.
I den flotte bog ‘Oversigt over vore Saltvandsfiskerier’ fra 1890, beskrives det, at langen har ‘et fortræffeligt Kjød’. Kvaliteten beskrives dog også til at variere efter årstiden, og særligt efter parringstiden er den ikke synderligt velsmagende, beskrives det.