LEVESTEDER OG LEVEVIS
Isingens hjemmebane må siges at være havene omkring Danmark. Der er store bestande langs de danske kyster, ind i Østersøen, langs Norge og helt op i Hvidehavet. Der er også en bestand rundt om de britiske øer, gennem den engelske kanal og ned langs den franske kyst til omkring Bordeaux.
Fokuset på kysterne er ikke tilfældigt, for den lever i en ned til 100 meters dybde i sandbunden langs kysterne. De er mest til sandet bund men klarer sig på mange andre bundtyper. Sædvanligvis findes de små isinger på 3-4 meters dybde, mens de store ofte er 10 meter under havoverfladen.
Altædende kan man ikke kalde isingen, men den spiser det, der nu engang er, hvor den holder til. Bløde bunddyr som muslinger, orme, pighuder og småfisk som kutlinger og tobisyngel er blandt andet en del af kosten. Da den ikke har knusetænder sluger den byttet hel, hvilket sammen med den lille mund sætter en begrænsning på byttets størrelse. Isingen spiser om natten, hvor den ofte søger tættere ind mod kysten efter byttet.
Normalt gyder isingen, når den er omkring 15-25 centimeter og 2-5 år, men den kan faktisk blive kønsmoden helt ned til et år. Interessant nok viser det sig, at i farvande med en stor koncentration af isinger, bliver den tidligere kønsmoden.
KENDETEGN
Isingen ligner rødspætten i form, men er lidt mindre. Det er en højredrejet fladfisk, hvor øjnene er på højre side af kroppen, der sædvanligvis bliver under 30 cm i størrelsen. Modsat munden er isingens øjne meget store og nærmest popper ud af hovedet.
Som de fleste fladfisk er isingen helt lys på blindsiden, der er det meste af tiden er begravet i sand. Øjensiden er oftest brun eller en nuance af brun.
Her fanges fisken
Sæson
GASTRONOMISK
Isingen kan anvendes som de fleste andre fladfisk af samme størrelse. Dens størrelsesmæssige underlegenhed til rødspætten gør den faktisk ideel som portionsfisk, hvor hver person får en hel fisk.
Kødet er lidt mørkere, lidt løsere og lidt sødere end rødspættens, men fileterne bruges ofte som substitut i industriens friterede fiskefileter. Isinger fanget mellem februar og april er de bedste og mest kødfulde.
Specielt for Fanø har man brugt ising til at lave den lokale klassiker bakskuld, der er en saltet, tørret og røget ising, som man spiser med et stykke smurt rugbrød.
SUNDHED
Isingen er en mager fisk, der er rig på jod og selen.
MADHISTORIE
Ising og bakskuld er to ting, der hænger sammen. Mest fordi bakskuld oftest er lavet af ising, men også fordi bakskuld er en karakteristisk ret for Fanø, hvor den stammer fra. Konceptet med en saltet og tørret fladfisk er kendt over hele Nordeuropa. Også længere nordpå, langs den jyske vestkyst, kendes en variant under navnet dabs. Men Vadehavets særlige forhold, med det markante tidevand, skabte et særligt fiskeri efter isinger, de såkaldte skuldergårde, og var med til at knytte bakskulden specifikt til Fanø.
Generelt har den kulinariske agtelse af isingen svinget. Franskmændene har agtet den som bedre en rødspætten og samme historie er kendt fra England og Danmark.
I Madam Mangors kogebog fra 1842 foreslås det at lave en tyk pandekagedej, dyppe små flåede isinger deri og stege dem på panden. Dertil skal serveres brunet smør.
Hvor fannikerne aktivt fiskede efter isingen i deres skuldegårde, fanges de fleste isinger tidligere og i dag som bifangst. De smides dog ikke overbord, men ender i stedet som fiskefileter.