
Skyl bulguren grundigt i en sigte med koldt vand. Kom bulguren i en gryde med koldt vand, så det står 4 cm over bulguren. Kom et godt skud salt i vandet, det er vigtigt for smagen. Bring bulguren i kog, og kog den i 8 min.
De sidste 2-3 min. sættes en sigte oveni gryden med ærterne i, så de varmes op af dampen.
Sluk, og lad bulguren trække i yderligere 2 min. Hæld ærterne over i en skål, og hæld bulguren i sigten, så den overskydende væde kan dryppe fra.
Form bøffer af det hakkede kød i 1,5 cm højde. Drys dem med salt og peber.
Kom olie på en pande, og sæt den over middelhøj varme. Steg bøfferne i ca. 4 min. på hver side ved middel varme. Inden bøfferne er færdige, kommes en klat smør ved, der lige skal bruse op. Brug en ske til at hælde det smeltede smør over bøfferne det sidste minuts tid.
Skyl mynten, og hak den groft. Rens radiserne, og skær dem i tynde flager.
Bland lige dele eddike og olivenolie, og smag til med revet citronskræl, salt og peber. Kom ærter og mynte i.
Bland tabboulehkrydderiet med lige dele olivenolie og citronsaft i en stor skål. Smag dressingen til med salt, peber og evt. lidt sukker.
Vend straks den færdige bulgur heri sammen med radiserne. Smuldr kota-osten henover.
Hæld ærtedressingen ud over de færdig stegte bøffer på et fad eller i panden. Husk at få den skønne dressing med, som smager fantastisk.
Server straks hakkebøffer med ærter og sommertabbouleh på siden.
Velbekomme.
Tabbouleh krydderi indeholder: 50% spidskommen, 25% koriander, 10% persille, 10% mynte, 5% sort peber.
Kota er fremstillet af økologisk komælk, fra Østjylland. Mælken kommer fra omkringliggende økologiske gårde, hvor køerne går frit ude og inde. Osten er en fetatype, som fremstilles i små ostekar og håndfyldes i formene og vendes, hvor håndværket spiller en vigtig rolle. Herefter saltes osten i et døgn og emballeres i sin egen saltlage. Smagen af komælk giver en frisk karakter og syre. Osten har en flot rund smag og en cremet konsistens.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften