
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Forvarm ovnen til 220 °C.
Skyl kålen grundigt, og fjern de fleste blade. Smør kålen med 1 tsk. olie pr. person og salt. Skær et kryds i kålen set ovenfra. Kom kålen på en bageplade dækket med bagepapir, og bag den i ca. 25 min., indtil den har fået godt med farve.
Krydr fisken med salt, og lad den temperere på en bradepande dækket med bagepapir.
Skræl pæren, og pil løg og hvidløg. Flæk pæren i kvarte, og kassér kernehuset. Skær løget i kvarte, og lad hvidløget være helt.
Læg pære, løg og hvidløg på en bradepande dækket med bagepapir. Kom bradepanden øverst i ovnen i ca. 10 min., så det hele får godt med farve.
Kom pære, løg og hvidløg i en skål, og bland dem sammen med 1 spsk. olie pr. person. Smag til med salt, peber og citronsaft.
Bag fisken i ca. 6 min., indtil skindet nemt kan trækkes af.
Skyl bulguren under koldt vand i en sigte. Kom den skyllede bulgur i en gryde, og tilsæt vand, så det godt og vel dækker. Kog bulguren i 8-10 min. under låg ved svag varme. Lad den kogte bulgur afdryppe og køle lidt af i en sigte. Hvis bulguren klistrer lidt, kan man med fordel skylle den under koldt vand.
Vend bulguren med 1/2 spsk. olivenolie pr. person, og smag til med salt, peber, revet citronskal og citronsaft.
Servér fisken sammen med grillet blomkål, salsa og bulgur.
ASC er en globalt anerkendt mærkningsordning, som sikrer, at fiskeopdræt foregår på en sund og ansvarlig måde. ASC-mærkede fisk har gennemgået en streng kontrol af hele forsyningskæden og af arbejdsforholdene ved den enkelte aquakultur. ASC ønsker at sikre forbrugerne et miljøvenligt og socialt ansvarligt valg af opdrættede fiskeprodukter.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften