Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kartoflerne skylles og hældes i en gryde med godt saltet vand, der kun lige dækker.
Dilden skylles, og slynges tør.
Vrid de seje stilke af dilden, og læg dem over til kartoflerne.
Kog kartoflerne, til de er al dente.
Så slukkes for gryden, og kartoflerne trækker færdige i det varme vand i 5-10 min.
Dræn kartoflerne, og hold dem lune i gryden, evt. sammen med en smørklat. Dildstilkene tages op og smides ud.
Resten af dilden hakkes groft.
Æbler og radiser renses og skæres i ensartede "tændstikker" (det gøres nemmest på et mandolinjern) og puttes i en skål.
Smag æble/radisesalaten til med en smule eddike, sukker, salt og peber, og lad den trække, til I skal spise.
Spidskålen snittes mellemfint.
Kødet formes til karbonader, og vendes i enten semolina eller alm. hvedemel.
Steg karbonaderne i 50/50 smør og olie, til de lige er gennemstegte, og krydr med salt og peber.
Imens karbonaderne steger, klargøres løgene, skrælles og skæres i tykke ringe og dampes i en bundskjuler vand i en stor fladbundet gryde med en god smørklat i, til de er klare og møre.
Læg spidskålen ovenpå løgene, og lad det hele dampe videre, til kålen er sprød-mør.
Fløden hældes ned i gryden, og koger ind ved høj varme, til den tykner let.
Kartoflerne og dilden (gem en smule dild til pynt) hældes ned til spidskålen, og grøntsagerne smages til med salt og peber.
Spidskålen anrettes i et dybt fad, karbonaderne lægges ovenpå, og der drysses med det sidste dild.
Radise/æblesalaten gives til.
~Velbekomme~
Kundekommentarer ()