
Pesto: Pluk persillen og pil hvidløget. Kom hvidløget i foodprocessoren og hak det fint. Kom persillen ved og kør det fint. Kom valnødder og en god sjat olie ved, krydr med salt og peber og kør det sammen til en blød, cremet pesto - tilsæt evt. mere olie, hvis konsistensen er for tyk. Smag til og lad pestoen sætte sig - mens resten tilberedes.
Kartofler/gulerødder: Skræl kartofler og gulerødder og skær dem i store ensartede tern. Vend dem med lidt olie, salt og peber og spred dem ud på en bradepande. Bag dem møre og gyldne ved 200 grader i ca. 30 min. Drys med lidt ekstra salt inden servering.
Puré: Skræl sellerien, skær den i grove tern og kog dem møre i usaltet vand. Skræl æblerne, skær kødet fri af kernehuset og snit det i mindre tern. Hak løget fint og sauter det i en smule olie uden det tager farve. Kom æblerne ved og sauter videre ved lav varme til de er møre. Kom de varme løg, æbler og drænet selleri i foodprocessoren sammen med fløde, salt og peber og kør det helt glat. Smag til og server straks efter.
Karbonader: Form farsen til 4 lige store kugler og hak dem flade på begge sider med en kniv, ca. 1½ cm tykke. Form dem runde i kanten, krydr med salt og peber og vend dem i hvedemel. Smelt en god klat smør på panden og steg dem gyldne og møre deri - 4-5 min. på hver side.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften