- Forvarm ovnen til 160 grader
- Skær løg i tern. Skræl kartofler og skær i store tern. Rens porrer og skær i tykke ringe. Tag lidt af det grønne fra midten af porren fra og gem til topping.
- Varm olie op i en stor tykbundet gryde ved middel varme, og sautér løg, kartofler og porrer i mindst 5 minutter under omrøring – det er godt givet ud for smagen at tage sig god tid her. Grøntsagerne må ikke tage farve, tilsæt lidt mere olie hvis det virker tørt.
- Fyld vand i gryden til det netop dækker grøntsagerne. Tilsæt urtebouillon, bring i kog og lad suppen simre i 20 minutter uden låg.
- Læg mørksejen i et ovnfast fad smurt med lidt olie og krydr med salt og peber. Bag fisken i ca. 10 minutter. Fisken er færdig, når den skiller i lameller, men tag den gerne ud lidt før, da den trækker videre i suppen.
- Rist solsikkekerne på en tør pande ved middelhøj varme til de tager farve og begynder at dufte. Ryst panden undervejs. Drys kernerne med salt.
- Skræl guleroden og skær i helt små tern, som vist på billedet. Hak porren fint (det stykke du lagde til side tidligere). Lidt madskole: små tern er dét man også kalder brunoise. De føles forfriskende og komplimenterer rettens andre konsistenser og teksturer med lidt bid. Bliver gulerodsternene eller porrepynten derimod for store, tager de for meget opmærksomhed fra retten, og henleder tankerne på de pligtgrøntsager, man måtte kæmpe sig igennem som barn.
- Blend suppen med en stavblender og smag til med salt, peber og fløde.
- Anret som vist på billedet med sej, tern af gulerod, porre samt ristede solsikkekerner på toppen.
Kundekommentarer ()