0

Jakob de Neergaard

Jakob de Neergaard har været en del udenfor Danmark, hvor han har samlet inspiration til mange spændende retter. Klassiske danske råvarer bliver tilberedt med stor inspiration fra den belgiske og franske gastronomi, således at man kan opleve særdeles spændende opskrifter fra Jakob.

Jakob de Neergaard

Efter at have været en uge i praktik på Restaurant Nokken i Rungsted Havn var den daværende 10. klasses elev, Jakob de Neergaard, ikke i tvivl. Han ville være kok, og som 16-årig kom han i lære på Hotel Marina i Vedbæk, og han var desuden voluntør på ”Kong Hans” under Daniel Letz, som inspirerede Jakob til at vende sit blik mod udlandet.

En gastronomisk rejse

Med kokkehuen i den ene hånd og sit pas i den anden påbegyndte Jakob de Neergaard i 1993, hvad han selv kalder sin ”gastronomiske rejse”. Den startede i Søværnet som kok for admiralen, og denne tjans bragte bl.a. den unge kok ½ år til Grønland. Dernæst var det trøfflerne i Belgien på ”t Convent”, som fik kærligheden at føle, og så var Jakob klar til at tage kampen op med de berømte Michelin stjerner. Tre af slagsen, naturligvis.

Det belgiske og det franske køkken

Efter 1 år hos ”Bruneau” i Bruxelles kom han til ”Le Prieuré” i Provence, og på denne egn finder vi det køkken, som står Jakobs hjerte allernærmest. Han beskriver det selv således: ”Sommerhalvåret 1996 i Villeneuve-lez-Avignon lærte mig respekten for grøntsagerne, dertil fisk og skaldyr fra Middelhavet, som de tilberedte nøjsomt, let men elegant.” Det franske køkken havde stadig masser at byde på, og i Paris arbejdede Jakob først på Hotel Ritz og dernæst hos mesteren selv, Alain Ducasse. Så begyndte Danmark igen at trække lidt i den nu ret erfarne kok, og et år på Den Danske Ambassade i Paris blev den sidste etape på den store gastronomiske rejse.

På dansk grund igen

Jakob de Neergaard har været køkkenchef på Theodor’s og Restaurant Jacobsen, inden blev ansat som køkkenchef på Søllerød Kro. Her kommer man ikke uden om den inspiration, han fik indsamlet under sine udlandsophold. Klassiske danske råvarer bliver tilberedt med stor inspiration fra den belgiske og franske gastronomi. Søllerød Kro er mere end 300 år gammel, og historiens vingesus fornægter sig ikke, når man kigger rundt i de pragtfulde lokaler og på de smukke omgivelser omkring kroen.

Tjek selv www.soelleroed-kro.dk  hvor du bl.a. kan blive fristet af efterårets specialarrangementer ”Vildtaften” og ”Mortens Aften”.

Opskrifter af Jakob de Neergaard:

Ingen opskrifter