0

Lars Eiskjaer

Er medejer og køkkenchef på den prisbelønnede og anmelderroste Restaurant ET i Aarhus. Lars har en fortid på nogle af landets bedste restauranter og er en mester i præcision i tilberedning og præsentation.

Lars Eiskjaer

Nuværende arbejdsplads og hvorfor netop her?

Har de sidste 5 år arbejdet på Restaurant ET i Aarhus, som jeg åbnede i 2008 med min gode ven Morten Sandvej. Valget om at blive selvstændig har brændt i kroppen siden vi mødtes i 1998 på Kryb-i-ly Kro. Det er et fantastisk privilegium og samtidig en ekstrem stor udfordring at drive sin egen restaurant. Men jeg synes det er fantastisk og alle udfordringerne gør kun én mere dedikeret og skarp.

Sidste 3 arbejdspladser?

  • Kok & medejer Restaurant ET (&) - Aarhus
  • Kok & souschef Bryghuset Vendia - Hjørring
  • Kok & souschef Brøndums Hotel - Skagen

Hvad er dit tidligste minde omkring at spise fisk?

Jeg voksede op i en lille by tæt på Karup Å. Hver sommer tog min far mig med ned til åen, hvor vi boede i telt, om eftermiddagen gik vi langs åen og satte ålekroge og ruser i åen. Herefter tog vi hjem til lejren og hyggede os ved bålet med snobrød og røverhistorier. Klokken 03 om natten gik vi langs åen og samlede vores ruser og ålekroge ind – det var det vildeste syn at se min far hive kæmpe store ål op af vandet med de bare hænder imens jeg holdt lommelygten – fantastisk oplevelse.

Hvorfor blev du kok?

Jeg elsker tempoet, energien og gejsten i køkkenet. Synes den perfekte arbejdsplads er her på Restaurant ET. Vi kan variere vores menuer og der er altid masser af udfordringer samtidig med at, man arbejder sammen med sin bedste ven.

Hvad er din største fiske-gastronomiske oplevelse?

Jeg spiste engang på Restaurant Les Ambassadeurs (3 stjerner i Guide Michelin) på Hotel Crillon i Paris med Morten Sandvej, selve oplevelsen var fantastisk og overdrevet luksus – MEN den mest fantastiske oplevelse skete faktisk på vej hjem om natten. Vi fik pludselig lyst til lidt pastis og vi endte med at spise over 50 østers og masser af de lækreste skalddyr på en lille bistro midt i Paris som havde åben til 04 om morgenen. Tjenerne væltede ind med hummer, østers, havsnegle, champagne og hvidvin – det var en super aften med simple veltilberedte råvarer.

Fremtidige ambitioner, drømme & mål:

Ønsker blot at bibeholde niveauet på Restaurant ET og på et tidspunkt vil jeg gerne lære at spise søpindsvin. Håber jeg engang får nok livserfaring til at sætte pris på dette smukke dyr.

Hvorfor er det især fisken, du har kastet dig over i dit arbejde?

Jeg elsker fornemmelsen og tilfredsheden ved at følge fisken igennem køkkenet. Man får fisken ind om morgenen, der fileteres, sammensættes en ret, fisken tilberedes til perfektion, synet af de glade gæster som nyder måltidet. En perfekt dag i køkkenet.

Hvor tit spiser du selv fisk?

Jeg spiser selv fisk mindst én gang om ugen. Jeg har lige fået en lille datter, som jeg virkelig ønsker skal lære at sætte pris på fisk.

Hvad er din fiskelivret?

Min fiskelivret er stegte ål som vi én gang om året samles om med nogle gode venner og nyder sammen med masser af snaps og syltede rødbeder.

Hvad er dit bedste råd, når man tilbereder fisk?

Præcision i tilberedning og respekt for råvaren

Læs mere om Restaurant ET - HER

Følg Restaurant ET på Facebook - HER

Opskrifter af Lars Eiskjaer:

Ingen opskrifter