0

Lars og Vibeke, Jeckels i Gl. Skagen

Restaurant Jeckels i Gl. Skagen tilbyder udover a la carte kortet også Dagens fisk og Dagens menu, ligesom restauranten som de eneste i Skagen har valgt at forkæle allergikere.

Lars og Vibeke, Jeckels i Gl. Skagen

Grøn menu i Gl. Skagen

Gæsten er aldrig til besvær

Parret Vibeke Carlsen og Lars Bendtsen overtog Restaurant Jeckels i foråret 2000, og værtsparret fik hurtigt succes: en fast gæstekreds, positiv kritik og omtale i Danmarks bedste spiseguide. Restauranten tilbyder udover a la carte kortet også Dagens fisk og Dagens menu, ligesom restauranten har specialiseret sig i at lave allergivenlige retter. Restaurant Jeckels har sammensat en Grøn menu, hvor der kan vælges mellem tre forskellige retter, som alle er allergivenlige. I restauranten gøres der meget ud af, at man som allergiker eller vegetar ikke skal føle, at man er til besvær.

Middag til prinsen og prinsessen

Lars har arbejdet som kok i mere end 15 år, og hans karriere startede i Gl. Skagen, hvorefter han med kokkebeviset i hånden drog til Irland. Her arbejdede skawboen på det fashionable Michelin hotel "Sheen Falls Lodge", hvor berømtheder som prinsesse Alexandra og prins Joakim samt Julia Roberts har holdt ferie. Tilbage i Danmark mødte Lars og Vibeke hinanden, da de begge arbejdede på først den gamle Restaurant Trekosten, derefter Skagen Fiskerestaurant. Det blev startskuddet til et succesfuldt samarbejde - såvel professionelt som privat.

Arvestykker giver stemning

Restaurant Jeckels er indrettet med arvestykker fra Vibekes familie, som iøvrigt kan spores seks generationer tilbage i Skagen og Gl. Skagen. På væggene i restauranten hænger gamle billeder og malerier, bl.a. af den kendte maler Julius Paulsen, hvis arbejde desuden kan ses på Skagen Museum. Her vil Vibekes tipoldefar, redningsmand Ole Svendsen, også være at finde. Eller i hvert fald et billede af ham. Ole Svendsen var nemlig Michael Anchers foretrukne model.

Hygge og historie

Historiens vingesus lader sig heller ikke fornægte, når man ser det smukke kaffe- og testel, som den nu afdøde Fru Ravn har lavet. Samme stel, som er inspireret af hede- og strandbeplantningen i Skagen, blev nemlig lavet til Dronning Ingrid. Stemningen i lokalerne er desuden sommerlig. Uanset årstid vil en duft af sommer og sydende hygge være kendetegnende for den lille intime restaurant.

Restaurant Jeckels

Restaurant Jeckels har åbent hele året (bortset fra januar), og udover Lars Bendtsens spændende retter er der fokus på de bedste vine (især franske, men også enkelte spanske og italienske), special kaffer og en god cigar. Vibeke og Lars hjælper gerne med at arrangere selskaber op til 50 personer, og der kan også bestilles mad ud af huset. Ring tlf. 98446300 for nærmere oplysninger.

Opskrifter af Lars og Vibeke, Jeckels i Gl. Skagen:

Ingen opskrifter