0

Morten Nielsen, Mortens Kro i Aalborg

Morten Nielsen, TV-kok og indehaver af Mortens Kro i Ålborg. På Mortens Kro serveres overdådige gourmetretter, med fokus på enestående smagsoplevelser, som ikke går i glemmebogen lige med det samme.

Morten Nielsen, Mortens Kro i Aalborg

TV-kokken

Morten Nielsen, kendt TV-kok samt indehaver af Mortens Kro i Aalborg har lavet flere opskrifter til Skagenfood.dk. Allerede som barn vidste Morten, at han ville leve af at lave mad. Det var ikke nok at gå i 2. klasse og lege med biler og action mænd - der skulle ske noget mere. Noget andet.

Initiativrig 8-årig

Som 8-årig indrettede Morten den første udgave af Mortens Kro i dagligstuen i sit barndomshjem, og det var familien, som var den unge koks første spisende gæster. Menuen lød på rejecocktail, svinekoteletter og karamelrand med frugt, og Morten cyklede til den lokale Brugs for at købe ind til middagen.

En ægte kok skulle selvfølgelig have en kokkehue på under arbejdet. Det var heller ikke noget problem, for også her var Brugsen leveringsdygtige. Fryseposer fra Danfrost havde nemlig den rette stivhed, så de kunne snildt fungere som korrekt hovedbeklædning.

Den professionelle karriere startede i Korsør

Som teenager gik Morten Nielsen i lære som kok i en á la carte restaurant i Korsør. Herefter gik turen til Luxembourg, hvor han fik arbejde på en velestimeret restaurant med to stjerner i Michelinguiden. Efter et par år i udlandet kom Morten til Rold Storkro, hvor han arbejdede som køkkenchef i seks år.

For fire år siden lød startskuddet til Mortens Kro (anden udgave), idet Morten købte en lille intim restaurant i Aalborg bymidte. I restauranten serveres gourmetretter, og der er tale om smagsoplevelser, som ikke går i glemmebogen lige med det samme.

Medie-Morten

Allerede i 1996 startede Mortens mediekarriere som TV-kok. Det var nemlig året, hvor han vandt titlen "Årets kok", og TV-Nord hyrede straks stjernefrøet til at lave en serie kokkeindslag til de nordjyske seere.

I de sidste fem år har Morten haft travlt. Rigtig travlt. Foruden arbejdet i restauranten i Aalborg, deltager han også i diverse arrangementer og interviews i såvel Danmark som udlandet. For eksempel i Belgien hvor landets største avis har bragt en dobbeltsidet artikel om Mortens Kro og dansk madkultur, ligesom restauranten også er repræsenteret ved et arrangement på Hotel Hilton i Bruxelles, som skal fremme turismen i Nordjylland.

Morten skriver desuden kogebøger og har været vært på DR-progammet "Røg i køkkenet" og på "Mad på minuttet" på TV3. Det er også blevet til et utal af hæderspræmier og kokkeordener til Morten Nielsen. Han er bl.a. slået til ridder af Cordon Bleu-ordenen. 

Kan han blive ved?

Ja, det lader til, at Morten Nielsen er kommet for at blive. Kokken mener selv, at hans succes mest af alt skyldes, at han laver mad, som folk kan bruge til noget. Morten har nemlig ikke kun fokus på "udstillingsmad", men viser også "kokkefif til køkken-umulliusser", som han siger. Vi, her på Skagenfood.dk, kan dog heller ikke undgå at bemærke en anden force hos den tiltalende kok. Det kan ikke benægtes, at Mortens gode gener har sørget for et godt udseende og en markant personlig udstråling, hvilket bestemt ikke er nogen ulempe i det store mediecirkus.

Se her mere om Mortens Kro.

Opskrifter af Morten Nielsen, Mortens Kro i Aalborg:

Ingen opskrifter