0

Ninna Bundgaard Christensen

Ninna Bundgaard Christensen har siden juni 2016 udviklet opskrifter for Skagenfood – bla. til vores populære LynKasser. Ninna er kok og har arbejdet på et hav af landets ypperste restauranter, bla. Henne Kirkeby Kro og Ruths Hotel. Derudover har hun en lang karriere bag sig som del af det danske kokkelandshold. Ninna bor i Kolding sammen med sin mand Jakob og deres 2 små piger.

Ninna Bundgaard Christensen

Nuværende arbejdsplads og hvorfor netop her?
Jeg har siden 2011 været Sous Chef på Hotel Comwell i Kolding. Samme hotel jeg er udlært fra i 2006. Alsidigheden er fantastisk. Der er altid små og store opgaver der skal løses. Der er både restaurant, store og små selskaber, samt store konferencer Det er super spændende at få lov til at lave dejlig mad til mange.  - og så passer det heldigvis også fint ind i livet med 2 små børn.

Herudover har jeg konsulentvirksomheden FoodAddict

Sidste 3 arbejdspladser?
Gram Slot, Henne Kirkeby Kro og Hotel Koldingfjord

Hvad er dit tidligste minde omkring at spise fisk?
Åh der er så mange… Helstegte rødspætter med nye kartofler, sol over gudhjem, fisk over bål i Sverige, min far der lagde sherrytomater i rødfiskens øjenhule, inden den røg i ovnen :-O, hjemmelavede stegte sild i lage til jul. Jeg er vokset op i Aalborg, hvor onsdag og lørdag, var torvedag og dermed fiskedag, så der er så mange minder med fisk. 

Hvad er din største fiske-gastronomiske oplevelse?
Der har været mange, men jeg kan ikke lade være med at tænke på en grillet hel Dorade på en lille restaurant i Provence. Solskin, bare tæer, Rosé, grillet Dorade og godt selskab.  

Fremtidige ambitioner, drømme & mål?
Mere fisk, mere Rosé og mere solskin :-) Jeg har brugt rigtig meget tid på konkurrencer og gourmet mad, det brænder jeg stadig for, og jeg har masser af drømme og ambitioner, men lige p.t. nyder jeg bare familien, gode kolleger, frisk fisk og at hente agurker i drivhuset.

Hvorfor er det især fisken, du har kastet dig over i dit arbejde?
Frisk fisk kan bare noget helt særligt. Det er sundt, nærende og hurtigt at tilberede. Man skal selvfølgelig være omhyggelig i klargøring og i tilberedningen, men derfra er fisk en taknemmelig størrelse.

Hvor tit spiser du selv fisk - og hvad er din fiskelivret?
Det svinger rigtig meget, jeg arbejder om jo om aftenen, så nogen uger er det 2-3 gange og andre uger måske slet ikke. Men lige pt. er det nok 1-2 gange om ugen derhjemme.

Livret er jo næsten umuligt for en kok at svare på. Men man har jo selvfølgelig favoritter. Stegt pighvar med urtehollandaise og grønne asparges eller rødspætter med nye kartofler ville jeg nok aldrig takke nej til om sommeren…. Men altså kogt torsk med det hele, på en kold vinterdag, eller de første stenbiderrogn i forårssolen er jo også helt fantastisk. Det er jo netop også variationen der gør fisk og skaldyr så fantastisk.

Hvad er dine bedste råd, når man tilbereder fisk?
Less is more. Både i håndtering, tilberedning og smagssammensætning. Jeg kan allerbedst lide fisk, når fisken får lov at være fisk. Når fisken er tilberedt perfekt og især ikke for meget. Serveret med en enkel grøntsag eller to, og en let sauce med fedme og syre.

Følg Ninna på Facebook her:

Facebook

Opskrifter af Ninna Bundgaard Christensen:

Ingen opskrifter