
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 210 grader varmluft.
Start med at skrælle løg. Del blomkålen ud i store, rustikke buketter, og skær løgene i kvarte. Blomkålsstykkerne skal gerne være mindst dobbelt så store, som de kvarte løg.
Vend begge dele med 1/2 spsk. olivenolie pr. person, salt og friskkværnet peber. Bred dem ud på en plade, og bag dem i ca. 20 min., til de har taget godt med farve, og er blevet møre.
Bemærk, at hvis du laver mad til 1 kuvert, kan du sagtens spare ovnen og tilberede på en pande. Sørg blot for, at løget får godt med tid, og bliver helt mørt.
Kom kødet op i en skål, og tilsæt et godt skud salt og krydderblandingen. Rør godt rundt, og form 3 små kødboller pr. kuvert.
Steg kødbollerne stille og roligt i 1 tsk. olie pr. person på alle sider på en godt varm pande i ca. 10 min., til de har taget godt med farve, og er gennemstegte.
Dræn bønnerne for vand, og kom dem op i en lille kasserolle. Tilsæt 1/2 spsk. olivenolie pr. person, lidt salt og friskkværnet peber. Lun igennem ved lav varme.
Pluk mynten ud i blade.
Rist mandlerne et minut eller to på en tør pande, til de begynder at dufte. Tag dem af panden, og gem dem til anretning.
Anret bønnerne i bunden af en dyb tallerken med kødboller, bagte løg og blomkål ovenpå.
Slut af med at drysse ristede mandler, revet limeskal og mynteblade henover retten.
Ras-el-hanout er arabisk for "leder af butikken" og indeholder traditionelt en blanding af de bedste krydderier, sælgeren har at tilbyde. Denne ras-el-hanout indeholder 16 (siger og skriver seksten) forskellige ingredienser, heriblandt rosenblade og safran og er krydret, sød og elegant.
Ras-el-hanout indeholder: Kanel, kardemomme, spidskommen, sort peber, koriander, chili, paprika, fennikel, anis, kommen, muskatnød, allehånde, nelliker, ingefær, rosenblade og safran.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften