Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Skær broccoli i mundrette buketter.
Skær porre og gulerødder i mindre stykker. Det er vigtigt, at stykkerne ikke er alt for store, så de bliver ordentligt møre.
Kom gulerødder, broccoli og porre i bunden af et ildfast fad, og drys halvdelen af krydderiet ud over. Drys med salt og peber, og hæld fløde og 0,25 dl. vand pr. person i fadet. Bag grøntsagerne i ovnen i 15 min.
Skær fisken i portionsstykker. Krydr fisken med resten af krydderiet, og placér herefter fisken ovenpå grøntsagerne. Lad fisken bage med i yderligere 12-15 min., indtil den er gennembagt.
Servér fisken med gulerødder, broccoli og porre ved siden af, og sauce fra fadet hældt henover.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Kommentarer og forslag til opskriften