0

Lammeculotte med grillede rødløg

Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter

Fremgangsmåde

Grillede rødløg:

Tænd din grill, og anret den til direkte grillning.

Skær toppen af rødløgene - du skal lade ca. 1 cm blive siddende. Læg løgene direkte på kulristen så de ligger ved siden af de tændte briketter.

Drej løgene ¼ omgang ca. hver 10. minut. Når løgene er bløde er de færdige og tages af grillen med en tang - pas på! – de er meget varme - og stilles til afkøling et koldt sted.

Skub briketterne ud til siden eller kom dem i kulholdere til inddirekte grillning.

Bagekartofler:

Pak de hele bagekartofler ind i alufolie som er smurt med lidt olie. Læg dem på risten direkte over briketterne. Vend dem efter 15 minutter. Efter 30 minutter tager du dem af og deler dem på langs, pakker dem igen ind i alufolie og lægger dem på risten - men denne gang ikke over briketterne.

Lammeculotte:

Rids fedtsiden med en skarp kniv og gnid godt med salt og peber. Læg culotterne i en stegeholder og læg dem på grillen. De skal grille ca. 20 – 25 minutter. De er færdige, når fedtsiden er blevet lysebrun og sprød.

Tilbage til de grillede rødløg:

Smelt ca. 50 g smør, tilsæt 1 fed presset hvidløg og smag til med salt og peber.

Pil rødløgene ved forsigtigt at fjerne det yderste grillede/brændte lag. Del dem med en meget skarp kniv på langs og læg dem i et lille ildfast fad.

Kom lidt rapskimolie i bunden af fadet. Kom 1 tsk. hvidløgssmør oven på løget og slut af med ¼ skive Klosterkrone ost eller en anden blød mild ost. Du kan også bruge mozzarellaost.

Læg fadet med rødløgene på grillen direkte over briketterne og grill dem i ca. 10 minutter.

Anret det hele og brug det resterende hvidløgssmør som ekstra sauce.

Velbekomme

-Meyer

Kommentarer og forslag til opskriften