
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skær fisken i stykker på ca. 2x2 cm., krydr dem godt med salt, og gem dem til senere.
Sæt en kasserolle med saltet vand over at koge.
Kog bønnerne i 5 min., og dræn dem efterfølgende for vand.
Skær forårsløg i stykker på ca. 2 cm., halvér tomaterne, og hak hvidløget i tynde skiver.
Nødderne ristes på en tør pande over middel varme, indtil de bliver gyldenbrune i overfladen. Tag dem af varmen, og gem dem til senere.
Kog nudlerne som angivet på pakken.
Varm en pande op ved høj varme, og vend fisken i hvedemel.
Når panden er rygende varm, steges fiskestykkerne i 1 spsk. olie pr. person i ca. 30 sek., indtil de får lidt farve. Tilsæt bønner, tomater, forårsløg og hvidløg, og lad det hele stege yderligere 30 sek.
Tilsæt fiskesauce, citronsaft og 1/2 tsk. sukker pr. person, lad det simre 20 sek., og servér straks.
Fordel nudlerne i skåle, hæld fiskeretten henover, og top med cashewnødder.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
VIGTIG INFO:
På grund af grønne bønners naturlige indhold af stoffet lektiner - anbefaler fødevarestyrelsen at koge bønnerne i 5 til 10 min. afhængig af størrelse. Det gælder også, hvis bønnerne efterfølgende skal pandesteges.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften