
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 200 grader, varmluft.
Skær peberfrugten i mundrette stykker. Læg dem og de hele cherrytomater på en bageplade med bagepapir, og kom 1/2 spsk. olivenolie pr. person over.
Bag peberfrugt og tomater i 13-18 min., indtil de begynder at få farve, og skindet rynker lidt.
Skær broccolien i buketter. Kog vand i en gryde, og kom broccolibuketterne ned i det kogende vand. Kog dem i 4 min., og hæld vandet fra. Hæld derefter 1/2 spsk. olivenolie pr. person over broccolibuketterne, og drys med salt.
Form 1 bøf pr. person af oksekødet, og krydr med salt og peber. Steg bøfferne i 1/2 spsk. olie pr. person på en pande i 4-5 min. på hver side. Du kan stege bøfferne i kortere tid, hvis du ønsker, de skal være rosa indvendig.
Tag bøfferne af panden, og hold dem lune indtil servering.
Slå æggene ud på panden, og steg 1 spejlæg pr. person. Æggene er færdige, når æggehviden er fast.
Kom et spejlæg ovenpå hver hakkebøf, og drys med salt og peber. Servér bøffen sammen med broccolibuketter, peberfrugt og tomater.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften