Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kog kartoflerne i en gryde med rigeligt vand og et godt skud salt i 8-10 min.
Skær fisken ud i portionsstykker, og dup dem tørre med lidt køkkenrulle. Kom lidt salt på kødsiden, og lad stykkerne stå og trække indtil stegning.
Bland 1 tsk. olivenolie pr. person og 1 tsk. eddike pr. person i en salatskål til dressing, og smag til med salt og peber.
Skær tomater ud i både, og vend dem og spinaten op i dressingen.
Fordel osten henover i trævler.
TIP: hvis de mindste ikke er vild med dressing, kan du vente med at vende rundt i salaten, til i sidder ved bordet.
Pil og knus hvidløget med siden af din kniv.
Pluk salviebladene.
Varm en pande op ved høj varme.
Når panden er godt gennemvarm, tilsættes 1 tsk. olie pr. person. Læg fiskens skindside på panden, og skru ned til middelvarme. Lad fisken stege i ca. 3 min.
Vend fisken om, steg videre i 30 sek., og sluk for varmen.
Tag fisken af panden, og anret den på et fad.
Hæld vandet fra kartoflerne, og skyl dem med koldt vand.
Hæld kartoflerne i en skål, og knus dem let mellem fingrene.
Sæt gryden fra kartoflerne over på middelhøj varme. Tilsæt en klat smør og 1 tsk. olivenolie pr. person.
Tilsæt hvidløg og salvie, skru ned på middelvarme, og steg i 1-2 min. Kom herefter kartoflerne i, skru op, og steg, imens du vender dem jævnligt.
Server med fisk og salat. Velbekomme.
Kundekommentarer ()