Forvarm ovnen til 225 grader.
Skræl butternut squash, skær den i ca. 1 cm tykke skiver på den korte led, og fjern kernerne.
Læg skiverne på en bageplade dækket med bagepapir, vend dem i 1 spsk. olie pr. person, og krydr med salt.
Bag skiverne i ca. 20 minutter, indtil de har fået godt med farve og er blevet møre.
Lige før servering presses en god mængde citronsaft henover.
Sæt en gryde med saltet vand over at koge til pasta.
Varm en stor pande op ved høj varme. Skær fisken i mindre stykker, og steg dem i 1 spsk. olie pr. person, indtil de får godt med farve. De skal ikke færdigtilberedes, men blot få stegeflade.
Pil løget, og hak det fint.
Skru ned for panden, tag fisken af, og kom løget på panden. Lad det stege under omrøring, indtil det bliver gyldent.
Kog pastaen som angivet på pakken.
Hæld tomatpassata i panden med løg, og lad det simre, indtil pastaen er kogt færdig.
Kom pastaen og den stegte fisk i tomatsovsen, og vend godt rundt.
Smag til med salt og peber.
Servér pastaretten med revet pecorino henover og skiver af butternut squash til.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
Pecorino Romano D.O.P er fremstillet af fåremælk i den Italienske region Roma.
Pecorino er med sin grynede konsistens meget anvendt i madlavning som riveost, smagen adskiller sig fra parmesan ved at være mere karakteristisk, salt og mere smagfuld.
Fantastisk på frisk pasta - hen over en pizza, i en salat eller blot som et stykke ost med brød.
Pecorino Romano modnes fra 4 måneder til et år.
Kundekommentarer ()