Sæt en kasserolle med letsaltet vand over at koge. Skrub kartoflerne hurtigt under vand.
Kom kartoflerne i vandet, og vær opmærksom på, at vandet kun lige netop skal op at simre. Kog kartoflerne i ca. 10 min., til de er møre. Sluk for blusset, og lad kartoflerne hvile i vandet 5 min. længere, før du hælder vandet fra.
Varm en kasserolle op ved høj varme, og skyl svampene grundigt. Kom dem hele ned i kasserollen, og steg dem i 1/2 spsk. olie pr. person i ca. 5 min. under omrøring. Tilsæt 1 tsk. mel pr. person, og steg videre i ca. 1 min. under omrøring. Kom vand i, til det dækker svampene. Tilsæt bouillonpulveret, og lad det simre, til svampene er helt møre. Blend svampene med en stavblender, og smag til med salt og peber.
Skyl rabarberne, og skær enderne af. Snit stængerne i stykker på ca. ½ cm, og læg dem i en gryde sammen med 1 spsk. sukker, 1-2 spsk. vand pr. person og en knivspids salt. Kog det langsomt op uden låg, og lad kompotten simre i 4-5 min., til rabarberne er møre og væden kogt ind til let sirupkonsistens. Lad kompotten køle let af før servering.
Kernerne ristes på en tør pande over middel varme, indtil de bliver gyldenbrune i overfladen. Tag dem af varmen, og gem dem til senere.
Skyl broccoliet grundigt, og skær det ud i mundrette buketter. Roden kan sagtens bruges ved at hive skrællen af med en urtekniv og skære roden i små stykker.
Varm en pande op ved middelhøj varme, og steg broccolibuketterne i 1/2 spsk. olie pr. person i ca. 1 1/2 min. på to sider, indtil det har fået godt med farve. Krydres med salt og peber, og toppes med de ristede pinjekerner og revet ost.
Pil evt. kartoflerne, vend dem i lidt olivenolie og top med kapers. Servér de forskellige elementer i skåle og fade.
Den brune champignon minder om den hvide champignon. Den har en skærmformet, lys brun hat og nedenunder gemmer de rosa-rødbrune lameller sig.
Krystal Karl er en dansk ost fremstillet af 100% komælk. De økologiske køer græsser i det midtjyske kuperede terræn omkring Himmelbjerget, hvorfra mælken forsigtigt transporteres til det lille, lokale mejeri, hvor osten fremstilles under kyndig overvågning af den lokale ostemester. Osten fremstilles efter mejeriets lokale traditioner og den specielle mælkesyrekultur der frembringer den unikke krystallinske smagsoplevelse. De krystallerede proteiner opstår under modningen, men kan fra produktion til produktion variere i mængde. Krystal Karl modnes videre på GRAND fromages affinageri i mere end 12 måneder.
Krystal Karl er en UMAMI-BOMBE!
- og modnes så længe for at give den maksimale Umami smag. Dette medfører også små farvenuancer, lækre krystaller og varierende tørhed af osten.
Alt sammen med et formål: Maximal Umami!
Kundekommentarer ()