Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skær fisken i store stykker, krydr den med salt på alle sider, og læg den til side.
Forvarm ovnen til 225 grader varmluft. Dæk en bradepande med bagepapir.
Skær gulerødder, bladselleri og porre ud i mundrette stykker, spred dem ud på bagepladen, vend dem med 1/2 spsk. olie pr. person og krydr med salt.
Bag grøntsagerne i 10-15 min., indtil de har fået godt med farve og er blevet gennemstegt.
Skyl bulguren under koldt vand i en sigte. Kom den skyllede bulgur i en gryde, og tilsæt vand, så det godt og vel dækker. Kog i 8-10 min. under låg ved middel varme. Sluk for varmen, og lad bulguren hvile under låg i 5 min. Rør godt rundt i bulguren, så kornene adskilles.
Pinjekernerne ristes på en tør pande over middel varme, indtil de bliver gyldenbrune i overfladen. Tag dem af varmen.
Hak persillen groft, og skær æblet i skiver.
Når bulguren er kogt færdig, vendes den med de bagte grøntsager i en stor skål sammen med soltørret tomat-tapenade, pinjekerner, persille og æble.
Smag til med salt og peber.
Varm en pande op ved høj varme.
Når panden er godt gennemvarm, tilsættes 1/2 spsk. olie pr. person. Læg fiskens skindside på panden, og lad den stege i ca. 3 min. ved middelvarme.
Vend fisken om på den modsatte side, og steg videre i ca. 30 sek. Vil du have fisken helt gennemstegt, så lad den stege 3 min. på begge sider.
Tag fisken af panden, og servér straks.
Fordel bulgursalaten i tallerkener, og anret fisken henover.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Kundekommentarer ()