Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Skyl citronen, skræl skallen af med en tyndskræller (kun det gule, det hvide skal ikke bruges), og skær skallen i så fine strimler som muligt, brug evt. et juliennejern.
Læg strimlerne i en lille skål, tilsæt 1/2 tsk. fint salt og saften fra citronen, og lad det trække i 20 min.
Kom græskarkernerne på en tør pande, til de begynder at poppe, og knus dem let i en morter med lidt salt.
Ordn og skyl svampene, og skær dem i passende stykker. Rist dem på en pande i lidt smør, og krydr dem godt med salt og peber.
Skræl og skær hvidløgsfeddene i grove skiver (gem 1 fed pr. pers. til senere), og knus dem på et spækbræt med den brede side af en stor kniv. Drys 1/4 tsk. groft salt på pr. pers., og mos videre med kniven, til hvidløget er most til en fin puré. Tilsæt puréen til svampene.
Pluk timianbladene af stilkene, og kom halvdelen af dem på svampene (gem stilkene til senere).
Sæt en stor gryde vand over til pasta, og husk at salte vandet godt! Det skal være salt som en tår af Middelhavet!
Kog pastaen efter anvisning på emballagen (husk, at den gerne må være kogt al dente). Dræn pastaen, og vend den sammen med lidt olivenolie, friskrevet parmesanost (gem lidt til anretning), resten af de plukkede timianblade, hakkede, ristede græskarkerner og syltet citron (saften skal også med).
Vend de ristede svampe sammen med pastaen, og krydr det hele med masser af sort peber og evt. lidt salt, men pas på med salt, da citronsaften og hvidløget allerede er saltet.
Krydr fisken med salt og peber på kødsiden, og steg den i 2-3 min. på skindsiden i lidt neutral olie på en varm pande sammen med et helt letknust hvidløgsfed pr. pers. samt de afpillede timianstilke.
Skru ned for blusset, og lad fisken stege videre (stadig på skindsiden) i yderligere 2 min.
Tilsæt et par generøse klumper smør til panden, og lad smørret bruse op. Steg videre i 1-2 min. Vend fisken, krydr med salt og peber, og drypsteg i 1 minut, så er fisken klar til servering.
Anret som vist på billedet med stegte hvidløg og timian, og riv gerne lidt ekstra parmesanost over.
- Stærk, dansk & velsmagende
Vi er glade og super-stolte over at være udvalgt som en af de allerførste til at sælge den nye unikke og bæredygtigt opdrættede laks fra Skagen Salmon. Laksene har hele deres levetid levet i et landbaseret anlæg i Skagen hvor de har svømmet i modstrøm, præcis som de vilde laks gør det. Det har gjort laksen stærk, givet kødet en fast struktur og en intramuskulær fedtmarmorering der gør den super saftig og velsmagende. Derudover har laksen et generelt meget lavere fedtindhold end traditionelt opdrættede laks.
Den bæredygtige opdrætsmetode er ASC certificeret (opdrætsfiskenes pendant til MSC)
"Skagen Salmons laks smager simpelthen skide godt! Smag, struktur og saftighed er jo som vildlaks" Siger Huskokken Jacob begejstret!
Parmigiano Reggiano fra regionen Emillia Romagna i Italien. Osten er fremstillet af rå upasteuriseret komælk. Denne ost er den første ost nævnt i historien allerede i år ca. 600 før Kristi fødsel. Romerne brugte osten som føde til deres soldater og den blev transporteret rundt på hesteryg. Parmigiano Reggiano er Italiens stolthed. Osten er modnet 18 måneder i de store lagre på mejerierne i det nordlige Italien.
Kundekommentarer ()