
Forvarm ovnen til 200 grader.
Pil løget, skyl fenniklen grundigt, og hak begge dele groft. Varm en kasserolle op til middelhøj varme. Steg grøntsagerne i 1 spsk. olie pr. person. i ca. 4 min. under omrøring, til de er gyldne. Tilsæt tomatsovsen, og varm retten op. Smag til med salt, peber og evt. lidt oregano, og gem sovsen til senere.
Skyl svampene grundigt, afdryp dem for vand, og skær dem i tynde skiver. Varm en pande op til høj varme, og steg svampene i 1 spsk. olie pr. person i ca. 2 min. uden for meget omrøring, så de kan få godt med farve. Smages til med salt.
Hæld lidt tomatsovs i bunden af et ildfast fad, (fadet skal passe i størrelse ift. hvor mange der spiser). Tilsæt herefter ingredienserne i følgende rækkefølge: Lasagneplader, tomatsovs, svampe og bechamelsauce. Gentag dette to gange, og afslut med revet ost.
Bag lasagnen i ca. 15 min., indtil osten har fået en gylden farve, og pastapladerne ikke giver modstand, når man stikker en kniv igennem lasagnen. Lad gerne lasagnen hvile lidt, før den serveres, så den kan sætte sig lidt.
Skyl rucolaen grundigt, og afdryp for vand. Vendes i 1 spsk. olivenolie, 1/2 spsk. balsamico pr. person, salt og peber lige før servering.
Servér lasagnen, og top med salaten.
Krystal Karl er en dansk ost fremstillet af 100% komælk. De økologiske køer græsser i det midtjyske kuperede terræn omkring Himmelbjerget, hvorfra mælken forsigtigt transporteres til det lille, lokale mejeri, hvor osten fremstilles under kyndig overvågning af den lokale ostemester. Osten fremstilles efter mejeriets lokale traditioner og den specielle mælkesyrekultur der frembringer den unikke krystallinske smagsoplevelse. De krystallerede proteiner opstår under modningen, men kan fra produktion til produktion variere i mængde. Krystal Karl modnes videre på GRAND fromages affinageri i mere end 12 måneder.
Krystal Karl er en UMAMI-BOMBE!
- og modnes så længe for at give den maksimale Umami smag. Dette medfører også små farvenuancer, lækre krystaller og varierende tørhed af osten.
Alt sammen med et formål: Maximal Umami!
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften