Pinot Blanc, Barmés-Buecher, Rosenberg, 2021, FR
Enkeltmarks Pinot Blanc
Masser af karakter i denne forbilledlige enkeltmarks-Pinot Blanc fra Alsace, der af James Suckling er blevet sammenlignet med Grand Cru Bourgogne! Dyrket biodynamisk med al kærlighed i verden. Og dét kan smages!
I glasset er vinen klar, lys og umiddelbar, men lad dig ikke narre: Duften er stor, kompleks og samtidig legende frisk med en brandfarlig citruscocktail af citron, grapefrugt og lime i både saft- og skrælform, der svøbes i friske mandler, hasselnødder og blomstermark i fuld flor.
Aromaerne afspejles én til én på tungen i en mediumfyldig, sitrende frisk og langstrakt smag med en velintegreret kant af bitterhed, som giver enorme gastronomiske muligheder.
Velegnet til fisk med cremet sauce, pasta carbonara og kyllingebryst. Vinen smager pragtfuldt nu men har potentialet til at udvikle sig i en forunderlig retning over i hvert fald 10 år fra høståret.
Rosenberg er ikke en gang en Grand Cru-mark, og alligevel rangerer Barmès-Buechers Rosenberg-serie blandt de ypperste i Alsace - ikke mindst denne enormt karaktérfulde vin, der kan alt det, du ikke vidste, at Pinot Blanc kan... Ja som Pinot Blanc muligvis heller ikke SELV vidste, at den kan!
Rosenberg-marken hælder overvejende mod nord og øst. I jordbunden dominerer ler, sandsten og kalksten, hvilket er med til at sikre druernes sitrende mineralske og dog seriøse, fyldestgørende potentiale.
Netop druerne dyrkes i øvrigt efter økologisk og sågar biodynamisk praksis, hvor alt føres tilbage i et lukket kredsløb, og dét er ikke kun godt nyt for vinstokkenes sundhed og Rosenberg-markens biodiversitet. Det er også vitalt for den mikrofauna og de vilde gærpartikler, der udgør en stor del af de terroir-mæssige særpræg, der gør Rosenberg til Rosenberg.
Vinificering
I kælderen anvendes kun første pres fra druerne, som vildgærer på det naturlige gær fra marken i store neutrale egetræs-foudres med efterfølgende lagring på gærresterne (sur-lie), som stimulerer vinens struktur og smag i ca. 10 måneder indtil den efterfølgende sommer. På den måde opbygges noget af den kompleksitet og karaktér, man måske er mere tilbøjelig til at forbinde med Chardonnay-druen, omend i Pinot Blancs egen ret og med tydelige bånd til Rosenberg-marken.
Først lige inden aftapning tilsættes en smule sulfitter (SO2) til vinen for at den kan holde sig i flasken, hvilket den så absolut har potentialet til.
Hos Barmès Buecher ved Wettolsheim i den sydlige del af Alsace er filosofien klar: En flaske må og skal altid vise hver enkelt druesorts sandeste og reneste udtryk, og kun i kraft af nøje tilrettelagt arbejde 365 dage og nætter om året er det - gennem den højest tænkelige grad af samarbejde med naturens egne vilkår - muligt at imødekomme dette mål.
Sådan har det været siden 1985, da Geneviève Barmès (født Buecher) og Francois Barmès bestemte sig for at sadle om i håb om at få noget mere og noget bedre ud af familiens marker, der havde været på deres hænder siden det 17. århundrede. I 1995 konverterede de i den proces alle deres marker til biodynamisk dyrkning, og i 1998 fik de certificeringen i hus. I dag er det sønnen Maxime, der har ansvaret i mark og vinhus, mens datteren Sophie tager sig af administrationen og kommunikationen. Både vine og filosofien bag dem lever i bedste velgående, og niveauet på de ofte fyldige, komplekse og dog vældig harmoniske vine fortsætter til stadighed opad.

