Riesling Kabinett, Rotschiefer, Van Volxem, Saar, TY, 2024

Sprød og liflig
Rotschiefer har en aromatisk næse med nuancer af bl.a. friskpresset grapefrugt, ingrid Marie-æbler, saftige citrusfrugter, markblomster og brændte sten. De 12 g. restsukker tjener primært en afrundende og blødgørende funktion uden at balancen tipper over.
Sødmen holdes således fuldstændig i skak af en fantastisk vibrerende syre og et nænsomt bid i afslutningen, hvilket tilføjer en grad af personlighed, vi holder meget af.
Vinen kan med fordel iltes 1-2 timer før servering.
Nyd den eksempelvis til salater med frisk frugt, chilimarinerede fisk og skaldyr eller øvrige 'spicy' serveringer med inspiration fra Latinamerika, Vietnam eller Thailand.
I år 2000 købte den unge Roman Niewodnicanski den gamle Van Volxem vingård i Saar. Van Volxem havde sine bedste år bag sig, men med markante investeringer i de bedste vinmarker har Roman på kun 10 år bragt Van Volxem tilbage i rampelyset blandt Tysklands absolut bedst vinproducenter. Et eventyr der kan lade sig gøre da Roman har Bittburger-bryggeri formuen i ryggen og derfor kan tillade sig udelukkende at skele til kvaliteten når der skal laves vin. Vinene laves så naturlige som muligt med brug af naturgær og biodynamisk dyrkning af vinmarkerne.
Her høstes sent, ofte først sidst i november og det giver en blomstringsperiode på helt op 180 dage og dette er med til at give en intensitet og syre i vinene som er helt unik. Kombinationen af fuld fokus på hårdt arbejde i de stejle vinmarker og ekstremt lavt udbytte er med til at bringe Van Volxems vine op blandt verdens absolut ypperste hvad hvidvin angår.
Roman kan bedst lide sine Saar-vine når de holder ca. 12% alkohol og 5-6 g restsukker, men som årene går laver han mere og mere Kabinett, Spätlese og Auslese. Denne Rotschiefer Kabinett er således ekstremt saftig og harmonisk med en dejlig, nænsom sødme og desuden tydelige terroir-præg. De parceller, den høstes fra, har nemlig det til fælles, at de alle domineres af rød skifer frem for den mere dominerende blå skifer, og denne forskel fremgår altså i den færdige vin.
Rotschiefer dyrkes - som alt andet fra Van Volxems stålsatte hånd - efter biodynamisk inspirerede metoder. Som altid fra Van Volxem er vinen spontangæret i store, neutrale egetræsbeholdere, hvilket bl.a. er med til at give vinen en helt særlig energi og nerve. Et halvt år efter hældes den på ståltanke og derfra videre på flaske, når den vurderes klar.
