0

Fjæsing

Latin: Trachinus draco
Engelsk: Greater Weever
Tysk: Petermännchen eller Vipermännchen
Også kendt som: Fjæser, Dragefisk, Petermand

LEVESTEDER OG LEVEVIS

Fjæsingen er ret udbredt i de europæiske farvande, og du kan støde på den langs atlanterhavskysterne fra Marokko til Bergen. Den findes også i Sortehavet og Middelhavet, men der er særligt mange i Kattegat, hvilket også giver en stor klump af fjæsinger i Skagerrak, ned langs den jyske vestkyst, ind i den Engelsk Kanal og helt ud i Biscayabugten.

Fjæsingen er en bundfisk, der ikke bare holder til på bunden men foretrækker at være gravet ned i sandbunden i dagstimerne. Dens øjne sidder på toppen af hovedet, hvilket gør, at den kan holde øje med omgivelserne uden at bevæge sig. Til tider - og især om natten - samles fjæsingerne i stimer og svømmer mere frit i vandet.

Den lever af små skaldyr og fisk, som den enten fanger, når de kommer forbi eller decideret jager.

 

KENDETEGN

Først og fremmest kendes fjæsingen på at være den mest giftige fisk, der findes i de danske farvande. Giften gemmer sig to steder på fjæsingen; i rygfinnen og på gællelågene, hvor der sidder en bagudrettet giftpil. Giften i rygfinnen bruges til passivt forsvar - hvis nogen bider i fisken - mens giftpilen på gællelågene bruges til aktivt forsvar, hvor fjæsingen retter giftpilen mod målet. Det er også giftpilene på gællelågene, der er farligst.

Desuden er det en af vores mest farvestrålende fisk med en gul- eller grønbrun ryg og mønstrede sider, mens finnerne også har flere forskellige farver. Almindeligvis er fjæsingen omkring 20-30 centimeter lang og har noget sammenpresset i formen. En tommelfingerregel siger, at den er cirka seks gange så lang, som den er høj.

Her fanges fisken

Sæson

Jan
Feb
Mar
Apr
Maj
Jun
Jul
Aug
Sep
Okt
Nov
Dec
Højsæson

Genkend fisken!


GASTRONOMISK

Fjæsingens kød er fast og større eksemplarer egner sig fortrinligt til at blive stegt på skindsiden, grillet eller kogt. Mindre eksemplarer er gode til at koge fiskesuppe på.

Har man tænkt sig at sætte tænderne i en fjæsing, skal man først sikre sig at giften er fjernet. Skal man selv stå for det, gøres det ved at skære hovedet af fisken fra bag den forreste rygfinne og ned langs hovedet, hvor man sikrer sig at få gællerne væk med hovedet.

Derefter fjerner man indvolde og skærer den anden rygfinne samt halen. Så skulle fisken være klar til videre bearbejdning og tilberedning.


SUNDHED

Fjæsingen er en mager fisk. Vær varsom med dens giftige pigge, når du håndterer den i hel, fersk format.


MADHISTORIE

Gastronomisk har vi her i Danmark været forbeholden overfor fjæsingen på grund af den giftpigge, men i Frankrig har fjæsingen været en eftertragtet spisefisk.Vi har dog også spist fjæsing i Danmark - nogle gange i store mængder - men det har mest været fiskere, deres bekendtskaber og fattigfolk, der har sat tænderne i fjæsingen.

Når det er sagt, så er der dog også beskrivelser af, at fjælsingen er blevet nydt med velbehag. Fra fiskeriet i Skagerak har bifangsten endda været så stor, at fjæsingen er blevet taget ind til fiskepladsen i Aalborg og solgt dér. Tilbage i 1770 fortælles der også om, at der om sommeren sejles fjæsinger fra Jylland til København, hvor de serveres på de fornemste borde. I slutningen af 1800-tallet beskrives det fra Nordjylland, at den er velsmagende og afholdt spise. Det beskrives i samme århundrede, at den vindtørres på Læsø, hvor den desuden spises både fersk eller røget.

Lander fiskerne fjæsning i dag, er det oftest som bifangst i fiskeriet efter fladfisk. Det betyder dog ikke, at fisken går til spilde, for enten bliver den eksporteret til fjæsing-glade lande som Frankrig eller en sjælden gang på egne tallerkner.



Anbefalede opskrifter med fjæsing >


Bestil frisk fisk >