0

Havkat

Familie: Anarhichadidae (Anarhichas lupus)

Engelsk: Catfish

Tysk: Seewolf

Smagen

Havkatten er en meget fin spisefisk med fast hvidt og velsmagende kød. Hos fiskehandleren sælges den som koteletfisk. Kødet er hvidt og fast, og de store fileter er benfri.

Kendetegn 

Havkatten - havets ulv - ser frygtindgydende ud med sit grumme hoved. Kaldes også stribet havkat, og dette hentyder til kroppens mørkere tværstriber. Farven er oftest grå eller gråbrun. Havkattens skind kan forarbejdes til fiskelæder. Havkattens krop er langstrakt. Kraniets knogler er usædvanligt stærke, og kæbemusklen er meget kraftig.

Levevis

Den knuser og æder selv tykskallede skaldyr med sine store tænder, der sidder både på kæberne og i ganen. I gamle dage fortalte fiskerne, at havkatten kunne gå til angreb på robådens årer og flænse dem, og den er så aggressiv, at den fortsætter med at bide, selv når tænderne knækker.

Havkatten lever fra lavt vand ned til ca. 400 meters dybde. Den foretrækker hård bund gerne med muslinger. De kraftige knogler sætter havkatten i stand til at rive muslinger fri fra underlaget og knuse dem bagest i munden, før det hele sluges ned i maven. Havkatten æder muslinger, rejer, krabber og hummere.

Det menes, at ikke mindst hummerføde bidrager til, at havkattens kød er velsmagende. 

Den normale maximale størrelse og vægt er 125 cm og 20 kg. Danmarksrekorden for lystfiskere er fra 2007 og lyder på 18 kg.

Havkatten er kønsmoden, når den er 6-7 år. Gydningen foregår fra november til februar på dybder ned til 200 meter. Hunnen lægger op til 20.000 æg.

Havkatten fanges året rundt. De fleste fisk landes dog i perioden februar til juli.

Sundhed

Havkatten er en halvfed fisk, som er særligt rig på jod og selen, og den har et højt indhold af E-vitamin. Samtidig indeholder den sunde enkeltumættede samt flerumættede fedtsyrer (Omega-3).