Vingetang

Latin: Alaria esculenta 
Engelsk: winged kelp 
Tysk: Flügeltang 
Andre navne: Dabberlocks 
Gruppe: Brunalge

Levesteder og levevis 

Vingetangen er udbredt i Nordatlanten. Den  er velkendt langs kysterne i både Island, Færøerne, Grønland, langs den norske vestkyst og helt op til Svalbard. Også langs den canadiske østkyst, rundt om de britiske øer og ved Irland er den udbredt og vingetang er en af de tangtyper, som har sat et tydeligt aftryk i madkulturen der.  

Vingetangen er flerårig og vokser på klipper og sten langs udsatte kyststrækninger, hvor der tryk på bølgerne og konstant udskiftning af vandet. Den foretrækker koldt vand, og gror i lavvandslinjen, så den kommer til syne på klipperne, når vandet står lavt.

Den vokser hurtigt i vinter og tidligt forår, og høstes den, sker det typisk derefter. Den kan blive op til 2 meter lang.  Vingetang gror ikke langs de danske kyster, men skyller til gengæld til tider i land.

Kendetegn 

Med sin brune farve og læderagtige tekstur kan vingetangen ved første øjekast minde om sukkertang, fingertang eller palmetang. Den har en stilk med en rodlignende ende, der hæfter sig på klipperne. Men modsat de andre arter af brunalger, så fortsætter stilken op gennem vingetangen og bliver til en tydelig midterribbe, der strækker sig gennem hele bladet. 

Vingetangen udvikler om foråret også såkaldte sporofyller nederst på stilken. Det er aflange, selvstændige blade som bærer på tangens sporer. Tangplanten bruger sporerne til at formere sig. Sporofyllerne kan blive op til 20 cm lange. 

Madhistorien 

Den historiske anvendelse af vingetang følger de kyster, hvor tangen gror naturligt. Det betyder også, at det primært er fra Nordatlanten, langs de grønlandske kyster, Island, Skotland og Irland, at vi kender til vingetangens madhistoriske anvendelse, både friskt og kogt. Fra Edinburgh er det beskrevet, hvordan vingetangen, kendt som ‘dabberlocks’, blev solgt af gadesælgere ligesom sukkertangen.    

Det beskrives, hvordan sporofyllerne og midterribben blev fjernet og spist som en sprød snack. Fra Skotland har vi også beskrivelser af vingetang som foder til får, der foretrak at indtage netop vingetang og søl. Det beskrives, hvordan kødet fra disse kystfår kunne bære præg af deres tang-kost.

Genkend tangen

Gastronomisk 

Hele vingetangen er spiselig, både bladene, stilkene og sporofyllerne. Da de enkelte dele har meget forskellig tekstur, kan det være en fordel at tilberede dem hver for sig og på forskellige måder. Vingetangen kan anvendes både frisk og tørret. På engelsk har vingetang kælenavnet ‘atlantisk wakame’. Wakame kender vi fra tangsalater og i Japan bruges den til misosupper. På samme måde kan også vingetangen anvendes i supper og salater. 

Da vingetangen ikke gror naturligt langs de danske kyster, møder vi den hos os oftest i tørret tilstand. Her kan den både granuleres fint og bruges som smagsgiver eller krydderi, eller udblødes og anvendes i supper og salater på samme måde som den friske vingetang. Det er også den tørrede vingetang, der er anvendt i den danske tangsnack, Wavy Wonders.  

Fra det østlige Skotland er der også nyere opskrifter, hvor vingetangen syltes med ingefær, chili og gulerod. Anvendelsen af vingetang til en salat med ingefær, gulerod og sesam går også igen i den modsatte ende af de britiske øer, ved det vestlige Cornwall.

Ernæring 

Vingetangen har et højt indhold af forskellige mikronæringsstoffer, både mineraler og vitaminer. På mineralfronten er den rig på jod, jern og magnesium, mens den indeholder både A og B vitamin i gode mængder.  

Det høje indhold af jod i vingetang, som i andre brunalger, kan også udgøre en risiko. Jodindholdet kan dog håndteres ved blanchering, hvor en stor del af joden forsvinder ud i vandet. Foruden mineraler og vitaminer er vingetangen også rig på fibre og proteiner.

Høstsæson: 

Forår og tidlig sommer 

Sæson

Jan
Feb
Mar
Apr
Maj
Jun
Jul
Aug
Sep
Okt
Nov
Dec
Højsæson

Vil du vide mere om tang?


Anbefalede opskrifter med tang


Bestil frisk og røget laks >

Bestil fisk & måltidskasser >

Fiskerne, auktion & opskæring