Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 180 grader alm ovn.
Start med at sætte linserne over at koge i rigeligt vand med et skud salt. De skal koge ca. 15 min og trække i vandet ca. 5 min.
Snit palmekålen i tynde strimler, fjern den groveste del af stilkene.
Pluk pak choy ud i blade og skær ligeledes dem i strimler.
Hak nødderne groft med en kniv.
Varm en stor pande op ved høj varme og tilsæt en smule olivenolie. Steg kål og pak choy til de falder en smule sammen og tager let farve - ca. 3-4 min. Steg gerne over to gange, hvis du laver mad til 3-4 kuverter. Krydr med salt og friskkværnet sort peber.
Lun wrapsne kort i oven - ca. 2-3 min. og hold dem derefter lune i et klæde.
Anret wraps ved bordet med drænede linser, stegt kål, nødder og brud af kotaost. Slut af med at komme sriracha på efter smag. Skær lime i både og server til.
Velbekomme!
Kota er fremstillet af økologisk komælk, fra Østjylland. Mælken kommer fra omkringliggende økologiske gårde, hvor køerne går frit ude og inde. Osten er en fetatype, som fremstilles i små ostekar og håndfyldes i formene og vendes, hvor håndværket spiller en vigtig rolle. Herefter saltes osten i et døgn og emballeres i sin egen saltlage. Smagen af komælk giver en frisk karakter og syre. Osten har en flot rund smag og en cremet konsistens.
Kommentarer og forslag til opskriften