
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
Krydr vingerne med salt og peber, læg dem i et ildfast fad, og sæt dem i den varme ovn i ca. 25-30 min. (hvis vingerne er hele, kan du med fordel dele dem i to ved leddet).
Skyl risene grundigt i rigeligt koldt vand. Hæld dem i en gryde, og rør rundt med en ske eller med hånden. Kassér derefter vandet, der er blevet hvidt. Gentag, indtil vandet er klart.
Kog rigeligt vand (som når du koger pasta) op med lidt salt i. Kom ris i, når vandet koger. Sæt låg på, bring tilbage i kog, og skru ned, så risene netop koger! Sæt uret, tik, tak - efter 9 min. hældes vandet fra. På med låget igen, skru ned på 1, og lad risene trække 5-10 min.
Skræl eller skrub gulerødderne, skær dem i skrå skiver, og læg dem i et ildfast fad. Dryp med lidt olivenolie, krydr med salt og sesamfrø, og bag dem i den varme ovn i 15-20 min.
Flæk agurken, skrab kernerne ud med en ske, og skær den i halvmåner.
Skær rødløg i både.
Rør en dressing af sesamolie, sriracha sauce, 1-2 tsk. sukker og 1-2 spsk. lys eddike, og vend agurk og løg med dressingen.
Snit forårsløg fint, og skær avokadoen i tern.
Kom hoisinsauce i en skål, og smag den til med en smule eddike og salt.
Vend de varme vinger med hoisinsaucen, og anret ris med vinger, gulerødder, agurkesalat og avokadotern.
Drys med forårsløg, og servér straks.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften