
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 140 °C. Skær fisken i portionsstørrelser, og læg den i et ildfast fad med skindsiden opad, der passer til størrelsen på fisken, så den ligger tæt til kanten og uden mellemrum mellem stykkerne. Krydr fisken med salt på begge sider.
Fisken bages i ovnen i ca. 10 min. før servering. Tjek den løbende under bagningen. Når skindet kan hives af fisken, er den færdig.
Skræl kartoflerne og hak dem, samt broccoli og porre groft.
Varm en gryde op ved middel varme. Steg porre, kartofler og broccoli i 1 tsk. olie pr. person under omrøring i ca. 5 min., indtil alt bliver gyldent. Hæld 3 dl vand i pr. person, og lad suppen simre i ca. 10 min., indtil kartoflerne er helt møre. Tilsæt fløden, og blend suppen med en stavblender, til den får en cremet konsistens.
Smag til med salt og peber.
Pinjekernerne ristes på en tør pande over middel varme, indtil de bliver gyldenbrune i overfladen. Tag dem af varmen, og gem dem til senere.
Bag eller rist bollerne som angivet på pakken.
Blend oliven i en blender eller med en stavblender, og tilsæt vand, indtil du har en lind creme. Smag til med salt og peber.
Fordel suppen i skåle og top med fisk, olivencreme og pinjekerner.
Servér brødet til.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Primitivo surdejsboller:
Rugsurdej og fuldkornssurdej æltes med italiensk Tipo 00 hvedemel samt fuldkornshvedemel og hørfrø. Et højt vandindhold og lang fermenteringsproces resulterer i en bolle med smag, saft og karakter.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften