0
Bagt kuller med vietnamesisk kålsalat og ris

Bagt kuller med vietnamesisk kålsalat og ris

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter
Opskriftstype:
Fiskeretter

Fremgangsmåde

Skjul tidslinje
0 min.
Lad os starte med

Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.

1 min.
  1. Tænd ovnen på 160 grader.
  2. Skyl risene grundigt, og kog dem i letsaltet vand i 9-12 min. Hæld overskydende vand fra.
  3. Fjern de yderste blade på spidskålet, flæk det i 4 dele, fjern stokken, og snit kålen fint. Skær gulerødderne fint, og bland dem med spidskålet. Hak mynte og koriander, og vend dem i salaten.
  4. Snit rødløg meget fint.
  5. Fjern kerner fra chili, og mos hvidløg og chili til en ensartet pasta. Tilsæt 1/2 spsk. rørsukker pr. pers., lidt salt, fiskesauce og lidt limesaft til pastaen, og rør, til salt og sukker er opløst. Tilsæt til sidst grofthakkede peanuts (gem halvdelen).
  6. Vend spidskål, gulerødder, krydderurter, rødløg og chili-pasta sammen, og lad det trække.
  7. Del fisken i portionsstykker. Riv limeskal, og pres limesaft over fisken. Krydr med salt, og vend med olivenolie.
  8. Læg fisken med skindsiden opad i et ildfast fad med bagepapir, og bag i ovnen i 10-12 min.
  9. Servér den bagte fisk (træk skindet af) med kålsalat og ris, og drys med de sidste peanuts.

Velbekomme!

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

Kend din fisk: Kuller

GASTRONOMISK

Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.

Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.

SUNDHED

Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.

Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK

Bonusinfo

EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.

3 fun facts om EVOO

  1. Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.

  2. Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.

  3. En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.