
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
Skrub søde kartofler og persillerødder grundigt, og skær dem ud i lange både. Vend dem med lidt olivenolie, salt og groftkværnet sort peber. Bag i ovnen på en bageplade til de er gyldne og møre - ca. 25 min.
Skær salaten i mundrette stykker. Snit løgene i super tynde ringe med en kniv.
Pisk en dressing af lige dele citronsaft og olivenolie. Du skal bruge ca. 1 spsk. dressing pr kuvert. Smag til med salt og godt med groftkværnet sort peber.
Vend dressingen sammen med salat og løg lige inden servering.
Kom creme fraiche og estragon op i en lille kasserolle og giv det et opkog. Lad saucen koge en smule ind og smag til med lidt salt.
Varm en stor pande op ved høj varme og tilsæt lidt olie. Steg bøfferne ca. 3-4 min. på hver side, hvis du vil have dem medium. Krydr med salt og friskkværnet peber. Lad bøfferne trække lidt, inden du skærer i skiver. Bemærk, en bøf er til to kuverter.
Anret bagte rødder på en tallerken med den syrlige salat og skiver af bøf. Slut af med at komme lidt sauce på tallerkenen.
Velbekomme!
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften