
Gnid peberfrugten med lidt olie og grill den under ovngrillen til skindet bobler og bliver sort - vend den et par gange undervejs. Læg peberen i en plastpose og lad den hvile 10 min. Træk skindet af, fjern stok og kerner og skær kødet i strimler. Rul butterdejen ud og skær den i 4 kvarte. Lav et forsigtigt rids ca. 1 cm inde på hver bund hele vejen rundt, så der dannes en flot kant på tærten. Læg bundene på bagepapir med god afstand og pensl kanten let med æg. Skær løget i tynde både, sauter dem i lidt olie til de er møre og vend peberfrugtstrimler i et kort øjeblik. Skær tomaterne i skiver, taglæg dem ovenpå bundene og fordel løg og peberfrugter ovenpå. Skær mozzarellaostene i 8 tykke skiver og læg 2 på hver tærte. Dryp med lidt olie, krydr med salt og peber og sæt tærterne i ovnen ved 175 grader og bag ca. 20-25 min. til butterdejen er gylden og sprød. Dryp med pestoen og server straks som forret med en sprød grøn salat til eller som tilbehør til pasta.
Vores basilikum pesto er lavet ud fra klassiske traditioner med et lille tvist. Idet at osten der er brugt er en Pecorino Romano DOC (fåremælksost) i stedet for den mere traditionelle parmesanost.
Pestoen laves af det lille familiefirma Bio Organica Italia i Syditalien, et økologisk og biodynamisk landbrug med egen produktion af færdigvarer som oliven, soltørrede tomater, artiskokker, pestoer og tapanader. Stedet ejes og drives af de 3 brødre Gaudiano.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften