Jeg elsker bowls. Her med lidt asiatiske smage. Nemt og hurtigt.
Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Skyl risene grundigt, og kom dem i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand. Kog risene i 9-12 min. (afhængig af konsistensen du ønsker på risene), og hæld al overskydende vand fra.
Kom 1/4 dl sukker og 1/4 dl eddike pr. pers. i en kasserolle eller gryde, og kog op til sukkeret er smeltet.
Skræl gulerødderne, og skær dem i skrå skiver eller i julienne. Kom dem i lagen, og lad dem simre med i 2-3 min. Sluk og lad dem trække i lagen indtil servering. Sigt inden brug.
Pil og hak løg og hvidløg, og sautér begge dele i olie på en varm pande i 1-2 min., uden at de tager farve.
Riv squashen groft, kom den med på panden, og lad den sautere i et par minutter.
Tilsæt kød og steg ca. 8-10 min., så kødet bruner, og bliver gennemtilberedt.
Krydr med fivespice, salt og peber, og afslut med tamari soya sauce. Justér evt. smagen med en smule sukker og salt.
Snit spidskålen helt fint, evt. på et mandolinjern, og pluk koriander groft.
Anret ris i skåle eller dybe tallerkener. Top med krydret kød, syltede gulerødder, spidskål og koriander, og servér evt. en god chilisauce til, hvis du har.
Kinesisk five spice indeholder: 30% Cassiabark/kanel, 25% fennikelfrø, 15% nelliker, 15% stjerneanis og 15% sechuan peber.
Denne kinesiske blanding kombinerer aromatiske krydderier som stjerneanis, cassia, nelliker, fennikel og sechuan peber. Det er ikke en stærk blanding, men sød og bør bruges sparsomt. Dens sødme gør den særligt velegnet til salt mad, og til svinekød, and og grøntsager.
Kommentarer og forslag til opskriften