
Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft. Bag pommes frites, til de er gyldne og sprøde i kanterne.
Rør kødet sammen med lidt salt og krydderblandingen. Form små kødboller, og steg dem på en pande i en smule olie i 4-5 min., til de har taget farve på alle sider. Tilsæt så sovsen, og giv den et opkog.
Pisk en dressing af lige dele eddike og olivenolie. Du skal bruge ca. 1/2 spsk færdig dressing pr. kuvert. Smag til med salt og groftkværnet, sort peber.
Pluk salaten ud i blade, og halver de største. Pluk persillen ud i blade, og hak stilkene fint med en kniv. Bland det hele i en skål med dressingen.
Anret pommes frites og kødboller på en tallerken. Kom evt. resterende sovs over retten, og kom til sidst salaten på tallerkenen.
Velbekomme!
Italienske kødbollekrydderi indeholder:
30% fennikelfrø, 10% sort peber, 10% korianderfrø, 10 % oregano, 10% løgpulver, 10% hvidløgspulver, 10% paprikaflager, 8% bouillon, 2% chili
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften