
Her er både ris og brød til at suge den gode sauce op med, så hvis du ikke kan spise begge, så undlad ris, og gem dem til en anden gang.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skyl risene grundigt i rigeligt koldt vand. Hæld dem i en gryde, og rør rundt med en ske eller med hånden. Kassér derefter vandet, der er blevet hvidt. Gentag, indtil vandet er klart.
Kog rigeligt vand (som når du koger pasta) op med lidt salt i. Kom ris i, når vandet koger. Sæt låg på, bring tilbage i kog, og skru ned, så risene netop koger! Sæt uret, tik, tak - efter 9 min. hældes vandet fra. På med låget igen, skru ned på 1, og lad risene trække 5-10 min.
Skær blomkål i rustikke mundrette stykker og løg i grove både.
Sautér begge dele i rigeligt olivenolie og gerne lidt smør i ca. 5-7 min., det må gerne tage lidt farve, men ikke for meget.
Drys med garam masala, og sautér kort. Tilsæt kokosmælk og hakkede tomater, kog op, krydr med salt og peber, og lad retten simre i 10-15 min. Smag til med salt og peber.
Vend spinat i curryen 2-3 min., inden du skal spise, og smag til igen.
Lun pitabrødene i en varm ovn, på en brødrister eller på en varm pande, og hold dem lune i et rent viskestykke.
Fyld evt. tomatrelish i en lille skål.
Anret curry i dybe tallerkener med ris. Drys med spicy nigella, og servér straks med lunt brød og tomatrelish.
Spicy nigella & sesam indeholder:
33% nigellafrø, 33% hvid sesamfrø og 33% tørret chiliflager
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften