
Husk altid at salte pastavandet, det gør at pastaen får den bedst mulige konsistens, og smager dejligt.
Husk også at bruge pastavand i retten, og ofte mere end du tror.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kog pasta i en stor gryde i godt saltet vand i ca. 8-9 min., til den er al dente. Sigt vandet fra, men gem det til senere.
Steg kødet i olivenolie på en stor, varm pande ved høj varme i 3-4 min., til det er gyldent og akkurat gennemstegt. Krydr med salt og peber, og tag det af panden.
Skær champignon og hvidløg i skiver.
Kom lidt mere olivenolie på panden fra kødet, og steg champignons og hvidløg i ca. 5-6 min., til det er gyldent.
Tilsæt lidt knust chili efter smag.
Drys 1/2-1 spsk. hvedemel på panden, og tilsæt tomatpuré, 2 dl pastavand (måske mere), fløde og det stegte kød. Krydr med salt og peber, og lad det simre i 3-4 min.
Vend pasta i, lad det hele simre sammen i 2-3 min., og smag til med salt og peber.
Skær fennikel i tynde skiver, gerne på et mandolinjern.
Pil skrællen af appelsinerne, og skær appelsinerne i skiver.
Pluk persillen groft.
Anret fennikel, appelsin og lidt persille på et fad, krydr salaten med salt og peber, og dryp med god olivenolie og god eddike.
Anret cremet pasta i dybe tallerkener, top med lidt persille, og servér straks med fennikelsalat til.
Vi er ret stolte af vores pasta her hos Skagenfood - og vores egen pasta er naturligvis fra Italien. Den produceres i Marche regionen, specifikt i Campofilone området, i et samarbejde mellem 2 små pasta specialister* der arbejder med pastaen ud fra de håndværks traditioner som er blevet til gennem mange generationer.
Pastaen er lavet afhelt klassisk med 100% Italiensk økologisk durumhvede, med en andel på 50% fuldkorns durumhvede, der giver fuldkorn og fibre og dermed en mere smagfuld pasta, men stadig med den klassiske pastasmag og bid.
Dejen æltes langsomt, inden den ved lav temperatur formes i bronzeforme. Stykkerne fordeles manuelt på tørreriste og de sættes til skånsom tørring i mindst 24 timer ved lav temperatur. Alle processer optimeret til at give den bedst mulige pasta, smag og struktur.
Rigatoni: (riga= rille, -oni betyder stor på italiensk)
Store pasta rør med riller, den variant som bedst og maksimalt fanger og holder på pastasauce og tilbehør.
Oprindelse er fra de Sicilianske retter og det er en af Syditalienernes mest elskede pastavarianter.
(* = Pastificio Artigianale Leonardo Carassai og Pasta di Mauro)
Den brune champignon minder om den hvide champignon. Den har en skærmformet, lys brun hat og nedenunder gemmer de rosa-rødbrune lameller sig.
Peperoncino er en italiensk chili med god styrke, der kan bruges hele i gryderetter og marinader eller hakkes fint. Når din ret har tilpas styrke, kan du evt. fiske chilierne op igen. Peperoncino er dyrket på Sicilien i Italien. Syditalienske peperoncinis varierer normalt fra 15.000-30.000 på Scoville-skalaen.
Peperoncino er populær i det syditalienske køkken (Calabrien), hvor de blandet andet bruges i 'Bomba Calabrese' - en spicy pesto der bruges som dip eller som smørelse på brød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften