
Start med at skrubbe gulerødderne rene. Skyl bladselleri, og skræl løgene.
Halvér gulerødderne på langs. Skær løg og bladselleri i tynde skiver.
Dræn kikærterne for vand.
Sæt en stor pande over ved mellem varme, og tilsæt en smule olivenolie. Steg gulerødderne stille og roligt på alle sider i ca, 15 min., til de har taget godt med farve og er sprødmøre. Brug evt. to pander, hvis du laver mad til 4 kuverter.
Skær pølsen i små bidder. Sæt en stor gryde over ved mellemhøj varme, og steg pølserne i lidt olivenolie i 2-3 min.
Tag pølserne af panden, og kom bladselleri og løg ned i gryden sammen med et skud olivenolie. Lad løg og bladselleri stege og blive møre uden at tage farve. Det tager ca. 3-4 min. Tilsæt så kikærter, krydderblanding og pølser, og varm det hele godt igennem under omrøring. Smag til med lidt salt.
Anret gulerødderne på en tallerken med kikærteblandingen ovenpå. Slut af med at komme små stykker ost ovenpå.
Velbekomme!
Ras-el-hanout er arabisk for "leder af butikken" og indeholder traditionelt en blanding af de bedste krydderier, sælgeren har at tilbyde. Denne ras-el-hanout indeholder 16 (siger og skriver seksten) forskellige ingredienser, heriblandt rosenblade og safran og er krydret, sød og elegant.
Ras-el-hanout indeholder: Kanel, kardemomme, spidskommen, sort peber, koriander, chili, paprika, fennikel, anis, kommen, muskatnød, allehånde, nelliker, ingefær, rosenblade og safran.
Kota er fremstillet af økologisk komælk, fra Østjylland. Mælken kommer fra omkringliggende økologiske gårde, hvor køerne går frit ude og inde. Osten er en fetatype, som fremstilles i små ostekar og håndfyldes i formene og vendes, hvor håndværket spiller en vigtig rolle. Herefter saltes osten i et døgn og emballeres i sin egen saltlage. Smagen af komælk giver en frisk karakter og syre. Osten har en flot rund smag og en cremet konsistens.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften