Huskokkens 7 årige datter Alba og hendes veninde Vigga fik frit slag til at indkøbe ingredienser til deres favorit fiskeret. Eneste krav - der skulle indgå pivfrisk fisk OG grøntsager i retten! Sammen med huskokken blev dette resultatet de kom frem til! Skøn ret - og så smager den altså også helt OK for voksne - siger det bare ;-)
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Du kan stege dem på 2 måder:
1 - i ovn:
Tænd ovnen på 225 grader varmluft. Kom pommes frites i et enkelt lag på en bageplade med bagepapir på. Steg dem gyldne og sprøde i ovnen - det tager 15-20 min. Drys med fint salt.
2 - i friture:
Steg pommes frites i ca. 180 grader varm friture i 3-4 min., til de er gyldne og sprøde. Lad dem dryppe godt af gerne på fedtsugende papir. Drys med fint salt.
Rør mayo og remo-puré sammen i en skål.
Del fisken i strimler på ca. 2 cm. bredde. Krydr fisken med salt og peber. Vend fiskestykkerne i en skål med lidt hvedemel. Vend dem derefter i en anden skål med et sammenpisket æg (har du ikke et æg, kan du bruge lidt mel og vand, der er pisket sammen til en jævn tyk melklister), og vend dem derefter til sidst i rasp.
Fiskestrimlerne steges sprøde i en lille friture, eller på en varm pande tilsat godt med neutral olie og evt. smør i 2-3 min. på hver side.
Lad de stegte og sprøde "fiskefingre" afdryppe på køkkenrulle, og krydr dem med lidt salt.
Riv blomkål og æble på den grove side af et rivejern.
Skyl, pluk og hak persillen.
Kom æble, kål, persille og tørrede tranebær i en skål. Vend rundt med lidt olivenolie og lys eddike (f.eks. æblecidereddike), og smag til med salt og lidt sukker eller flydende honning.
Som vist på billedet med remoulade og citronbåde til.
Kundekommentarer ()