Jeg elsker en syrlig tartarsauce i min fiskeburger (og til alt muligt andet). Smag til med lidt syrlig chilisauce eller sennep, hvis du vil.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Tænd ovnen på 200 grader.
Skær kartoflerne i halve eller kvarte. Bred dem ud på bagepapir på en bageplade, dryp dem med olivenolie, og krydr med salt. Bag dem i den varme ovn i 25 min., eller til de er gyldne og møre.
Rør en tartarsauce af cremefraiche og lidt hakkede kapers. Smag til med salt, peber og evt. lidt dijonsennep eller tabasco, hvis du har.
Rib grønkålen, og hak den fint. Skær skrællen af citrusfrugterne, og skær dem i skiver. Skær rødløget i tynde skiver.
Vend grønkålen med lidt olivenolie, eddike, salt og peber. Anret den på et fad med citrusfrugterne og lidt af løgene samt plukket mynte (gem resten af løgene til burgerne).
Del fisken i portionsstykker. Vend stykkerne i panko, og steg dem gyldne i olie på en varm pande. Krydr med salt.
Pluk eller snit salaten. Lun bollerne i den varme ovn.
Fyld burgerbollerne med salat, fisk, tartarsauce og løg. Servér straks med ovnkartofler, citrussalat og evt. ketchup.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
Panko er en rasp lavet på en speciel type japansk hvidt brød uden skorper. Panko laves nemlig oprindeligt af brød bagt ved at føre elektrisk strøm gennem dejen, hvilket giver brød uden skorper. Panko er velegnet til at give en skøn, sprød panering da panko har lidt større og mere ukurante krummer end almindelig rasp. Det giver raspen en luftig og ultra-sprød konsistens. Panko er yderst velegnet til friturestegning.
Bonus-info: Navnet panko stammer oprindeligt fra Portugal, hvor japanerne i sin tid lærte at bage brød af portugiserne. Pan stammer fra det portugisiske ord Pão = brød og det japanske ko betyder mel.
Kundekommentarer ()