Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skyl risene grundigt i rigeligt koldt vand. Hæld dem i en gryde, og rør rundt med en ske eller med hånden. Kassér derefter vandet, der er blevet hvidt. Gentag, indtil vandet er klart.
Kog rigeligt vand (som når du koger pasta) op med lidt salt i. Kom ris i, når vandet koger. Sæt låg på, bring tilbage i kog, og skru ned, så risene netop koger! Sæt uret, tik, tak - efter 9 min. hældes vandet fra. På med låget igen, skru ned på 1, og lad risene trække 5-10 min.
Snit det allernederste af bunden af broccolini, og fjern evt. også de små blade. Flæk evt. de største, hvis de er meget uens i størrelse.
Skær rødløg i både.
Steg rødløg og broccolini i lidt olie i en sauterpande i ca. 2-3 min., krydr begge dele med salt, og tag det af panden.
Del fisken i ca. 2-3 stykker pr. pers., vend dem i mel, og steg dem gyldne i den varme pande i ca. 1,5-2 min. på hver side. Tag dem af panden, og krydr med salt.
Snit korianderstilkene fint (gem toppen til servering), og sautér dem i olie på den varme pande. Kom rød karry ved, og tilsæt kokosmælk. Kog op, og smag til med salt og limesaft.
Skær resten af limen i både og tomaterne ligeså.
Smag saucen til med salt, limesaft og sukker, og tilsæt broccolini og løg.
Hak peanuts groft.
Anret fisk og tomatbåde i dybe tallerkener, og top med varme grøntsager og varm sauce.
Drys med hakkede peanuts og fintsnittede koriander, og servér straks med limebåde og ris til.
Kommentarer og forslag til opskriften