
Det tager lidt tid at bage rødder.
Skær dem ikke for stort, og sæt dem i ovnen med det samme, de er klar. Også selvom ovnen ikke er varm endnu.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
Skyl og skrub kartoflerne, og skær dem i slanke både. Skræl eller skrub gulerødderne, og skær dem i stave. Bred begge dele ud på bagepapir på en bageplade, dryp med olivenolie, og drys med salt.
Bag rødderne i den varme ovn i ca. 25-30 min., eller til de er gyldne og møre. Vend gerne rundt i dem undervejs.
Snit salaten, og skær tomat og løg i tynde skiver.
Del fisken i 1-2 stykker pr. pers. Vend stykkerne i mel, og steg dem gyldne og lækre i olie i ca. 2-4 min. på hver side, eller til fisken er akkurat gennemstegt. Krydr med salt.
Smag creme fraichen til med salt og sriracha efter smag.
Lun bollerne i den varme ovn lige inden servering.
Flæk bollerne, smør dem med creme fraiche, og fyld dem med salat, tomat, løg og fisk. Nyd straks med de bagte rødder, og servér evt. ketchup til, hvis du har.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften