Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Kog kartoflerne i saltet vand i ca. 16-20 min. uder låg, til de er møre.
Hak løget fint i en foodprocessor, eller riv det.
Skær fisken ud i mindre stykker, og put den i foodprocessoren med løg og salt. Tilsæt 1-2 spsk. mel, æg og evt. en smule mælk, og blend det hele sammen.
Form farsen til deller med to våde skeer eller en våd ske og hånden.
Steg fiskefrikadellerne i rigeligt olie på en varm pande i ca. 10-12 min. i alt, til de er gyldne og gennemstegte.
TIP: Du kan fint hakke fars til fiskefrikadeller i hånden, hvis du ikke har en foodprocessor. Hak det fint med en stor kniv, og rør derefter salt, revet løg, mel, æg og mælk i.
Varm 1 dl sukker med 1 dl eddike i en kasserolle, til sukkeret er smeltet.
Skær rødløg i slanke både, kom dem i lagen, og lad dem koge i 1 min., og sluk for blusset.
Skær agurk i tynde skiver, og kom dem i lagen. Krydr med salt og peber, og lad det trække indtil servering.
Rør en dressing af citronsaft, 1 spsk. flydende honning og 2 spsk. olivenolie pr. 1/2 citron, og smag til med salt, peber og evt. lidt lys eddike.
Snit kålen fint, og skær æblerne i både.
Vend begge dele sammen med dressingen.
Anret fiskefrikadeller med kartofler, agurkesalat med løg og kålsalat med æble, og servér straks.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Kommentarer og forslag til opskriften