Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Du kan stege pommes frites på 2 måder:
1) I ovn:
Tænd ovnen på 225 grader varmluft. Kom pommes frites i et enkelt lag på bageplader med bagepapir på. Steg dem gyldne og sprøde i ovnen, det tager ca. 15 minutter. Åbn ovnlågen et par gange undervejs for at lukke damp ud. Drys med fint salt, når pommes fritesene er færdige.
2) I friture:
Steg pommes frites i 180-190 grader varm friture i 2-3 min., til de er gyldne og sprøde. Lad dem dryppe godt af, gerne på fedtsugende papir. Drys med fint salt.
Del fisken i små bidder på 2-3 cm. , og krydr dem med salt og peber. Vend fiskestykkerne i en skål med lidt hvedemel. Vend dem derefter i en anden skål i et sammenpisket æg (har du ikke et æg, kan du bruge lidt mel og vand, der er pisket sammen til en jævn, tyk melklister). Vend til sidst fiskestykkerne i rasp.
Fiskenuggets steges sprøde i friture eller på en varm pande, tilsat godt med neutral olie og evt. smør, i 2-3 min. på hver side.
Lad de stegte og sprøde nuggets afdryppe på køkkenrulle, og krydr dem med lidt salt.
Fjern de største og groveste stilke på persillen, og hak resten fint. Kom bechamelsovsen i en gryde, og kog den op, mens du hele tiden rører rundt i den. Fortynd sovsen med lidt mælk, hvis du synes, den er for tyk, når den er kogt igennem. Tilsæt persillen lige før servering, og smag til med salt og peber.
Skræl gulerødderne, og riv dem på den fine side af et rivejern.
Kom gulerødderne i en skål, vend rundt med tynde skiver pære samt lidt lys eddike og god olivenolie, og smag til med salt, citronsaft og lidt sukker eller flydende honning.
Som vist på billedet.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
Kundekommentarer ()