
Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Skær fisken i stykker på 2x2 cm, og krydr med salt, revet hvidløg og sriracha sauce. Gem fisken til senere.
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
Dæk en bageplade med bagepapir.
Skær ca. 1/4 af gulerødderne i tynde strimler med en kartoffelskræller, og gem dem til anretning.
Flæk resten af gulerødderne i 4 på den lange led, og spred dem ud på bagepladen.
Vend rødderne i 1 tsk. olie pr. pers., krydr med salt, og bag dem i ca. 15 min., indtil de har fået godt med farve, og er blevet møre.
Kom misoen i en skål, pres appelsinsaften heri, og rør godt rundt.
Hak myntebladene groft, og tilsæt dem til sovsen.
Varm en pande op ved høj varme.
Vend fiskestykkerne i 1 spsk. hvedemel pr. person, og steg dem i 1 tsk. olie pr. person i ca. 1 min. på to sider.
Overhæld nudlerne med letsaltet kogende vand, læg låg på, og lad nudlerne trække i ca. 9 minutter. Alternativt kan du koge nudlerne i letsaltet vand i ca. 4 minutter. Si vandet fra, og servér.
Kom nudlerne i en skål, anret fisk og gulerødder henover, og top med sovs, gulerodsstrimler og sesamfrø.
Obs. Foto viser rødbeder, men her modtager du gulerødder.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
Miso
- umamibomben der kan peppe enhver ret op!
Miso stammer fra Japan og er en fermenteret paste lavet på brune ris eller sojabønner.
Miso er karakteriseret med en enestående evne til at bidrage med unik dybde og umami til smagsprofilen i mange retter.
Kommentarer og forslag til opskriften