0
Gammeldags syltede asier
Hovedingrediens:
Grøntsager
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter
Brugerbedømmelser:

Fremgangsmåde

*Krydderiposen indeholder:

gule sennepsfrø, sorte sennepsfrø, sort peber, dildfrø, laurbærblade

Sådan gør du:

Skræl asierne grundigt, flæk dem og skrab kernerne samt den bløde midte ud- kassér dette. Skær asierne i skiver à ca. 1-1,5 cm tykkelse. (smag lige på et lille stykke fra hver asie - engang imellem er der en der er frygteligt bitter - og sådan en kan altså ødelægge et helt parti ellers gode asier).

Kom de skårede asier i et stort fad eller en ren spand og drys rundhåndet med salt. Lad dem trække et par timer mens du vender rundt et par gange - nu saltes asierne let og smider dermed en del af deres vandindhold.

Kasser vandet og skyl asierne let af i koldt vand - dræn vandet fra.

Kog eddike og sukker op med krydderierne, dildskærme, de flækkede afkernede chilier, pillede sylteløg samt tynde skiver af skrællet peberrod. Når lagen koger, skummes der grundigt for urenheder. Kom asierne i gryden og giv dem et opkog i 2 minutter og IKKE MERE!

Fisk asierne op af lagen med en hulsigte og fordel dem i rene og skoldede sylteglas. Kog lagen op igen og skum endnu engang for urenheder. Hæld den kogende lage over asierne så de er helt dækket og luk straks låget tæt.

Har du et køligt sted at opbevare dem så undgå at bruge kemi i form af fx Atamon. Jeg bruger det ikke da jeg har plads i mit ekstra køleskab og ikke har lyst til at udsætte mig selv eller mine børn for Atamon der indeholder det aktive stof natriumbenzoat der er mistænkt for bl.a. at kunne give astma, nældefeber og udløse ADHD. Har du ikke plads på køl kan en alternativ og mere "ren" konserveringsmetode være at foretage en gammeldags henkogning som er genial.

Henkogning:

Du skal bruge en stor bred og dyb gryde, hvori du lægger en ren karklud eller viskestykke i bunden og derpå sætter dine sylteglas i ét lag. Fyld vand på til det står ca. 2/3 op ad dine sylteglas. Så sætter du et stegetermometer ned i vandet - uden det rører grydens bund (fx mellem 2 glas i midten af gryden). Kom låg på gryden og varm grydens indhold langsomt op ved medium varme. Det er vigtigt, at det foregår langsomt (skal tage omtrent én time) da det er af yderste vigtighed at indholdet i sylteglassene kommer med op i temperatur. Når vandet i gryden er 90 °C. skruer du lidt ned for varmen og holder nu temperaturen konstant på de 90 °C i en halv time til 45 minutter. Sluk for varmen og lad glassene stå i den lukkede gryde til afkøling.

Tillykke du har nu udryddet alle de små mikroorganismer - gær, skimmel og bakterier - der kan ødelægge dine fantastiske nye syltede asier - og de kan nu holde sig i årevis hvis du blot opbevarer dem mørkt og gerne lidt køligt.

Henkogning er en meget skånsom måde at gemme syltede ting på - hvor både smag og farve bevares, og så du er helt fri for tilsætning af nogen former for kemi!

Efter åbning af en et glas syltede asier, skal det opbevares i køleskab og spises i løbet af 3-4 uger - sørg for at asierne altid er dækket af syltelage..

VIGTIGT:

1.Brug gerne rigtige sylteglas med patentlukning og intakte gummiringe. Hvis du genanvender gamle syltetøjsglas, er du dog også rimeligt sikker. De har i reglen en gummibelægning i låget

2.Sylteglassene skal ikke fyldes helt, når du skal henkoge da luften og massen i glassene udvides lidt under opvarmningen, så der skal være lidt ekstra plads.

3.Under opvarmningen udvides luften over asierne og overtrykket sendes ud af glasset. Derfor er der undertryk i et glas, der har været udsat for en succesfuld henkogning. Når henkogningen er afsluttet, og glassets indhold køler af, vil du ofte kunne høre "klik" fra lågene, fordi de trækkes ned på plads af undertrykket i glasset. Hører du den lyd kan du smile og være godt tilfreds.

Kundekommentarer ()

Din bedømmelse

Hvor mange stjerner giver du opskriften?