
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på grillfunktion ved 200 grader.
Skræl kartoflerne, og skær dem i tern. Kom ternene i en gryde med vand, så det dækker og et godt skud salt, og kog dem møre.
Sæt en stor pande over ved højeste blus, og tilsæt lidt olivenolie. Steg gnocchierne i ca. 2-3 min., til de har taget lidt farve. Tilsæt så tomatsauce og røget chili til panden, og giv det hele et opkog.
Fjern de groveste stilke på spinaten, og snit bladene i strimler med en kniv. Skær fennikel i super tynde skiver med en skarp kniv eller på et mandolinjern.
Vend spinat og fennikel sammen i en skål sammen med godt med citronsaft, et par dråber olivenolie og lidt friskkværnet, sort peber. Ingen salt!
Når kartoflerne er møre, dræner du vandet væk. Kom kartoflerne op i tomatsaucen, og smag til med salt og friskkværnet peber.
Kom gnocchi, kartofler og tomatsauce over i et ildfast fad, der passer i størrelsen til det antal kuverter, du laver mad til. Bemærk, laver du mad til 1-2 kuverter, kan du med fordel bruge en lille ildfast skål eller lignende.
Pluk mozzarellaen ud i bidder, tryk dem lidt ned i overfladen, og drys et lag rasp over.
Gratinér i ovnen, til osten er smeltet, og raspen er blevet sprød og gylden. Hold godt øje!
Servér de gratinerede gnocchi direkte fra ovnen med den syrlige salat på siden.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften